Danskhed?

Danskhed?

”Det er typisk dansk at spørge, hvad er dansk” I de danske politiske debatter bliver ”danskheden” ofte taget op som diskussionsemne. Diskussionen er efterhånden forekommet så meget, at det er blevet en del af danskheden. Der er ingen tvivl om, at det ikke er alle politikkere, der har samme holdning til, hvad det virkelig er, der gør en dansk, men det er efterhånden heller ikke kun blandt politikkere, at diskussionen finder sted. Det er efterhånden også en diskussion, der finder sted ved mange middagsborde rundt om i landet. Personligt har jeg også selv en ide om, hvornår man er dansk, og hvad danskhed er, men findes der en præcis definition for, hvornår man er dansk? Og har alle danskere en fælles opfattelse af, hvad grundessensen af danskhed egentlig er? 

Mad er en af de første ting, der dukker op i mit hoved, når jeg tænker på danskhed. Men det er ikke alt mad, jeg forbinder med danskhed. Det er de gode gamle danske traditionelle retter som f.eks. frikadeller, som minder mig om danskhed og Danmark. Det er de frikadeller, som jeg kan huske, at min mor har haft lavet til mig, siden jeg har været helt lille. Jeg kan huske de vinteraftener, hvor vi har fået frikadeller til aftensmad, hvor det har været mørkt udenfor, og lyset vi havde tændt var stearinlys. Det er dog ikke kun Danmark og danskhed, jeg forbinder med mad. Jeg forbinder generelt lande med deres nationalretter og andre traditionelle retter. Når jeg f.eks. tænker på Italien, er det pizza nede langs Gardasøen midt på en varm sommerdag, der er noget af det første jeg tænker på. Jeg tror heller ikke, at jeg er den eneste, der bl.a. forbinder danskhed med mad. Det er dog nok forskelligt, hvilke retter man forbinder mest med Danmark. Stegt flæsk med persillesovs er nok også en af de retter, som mange forbinder med danskhed. Den danske nationalret er jo også stegt flæsk, men betyder det også, at stegt flæsk er mere dansk end f.eks. frikadeller, som jeg forbinder med min danskhed? I min optik kan man ikke som udgangspunkt afgøre, om der er noget falskt angående, hvad typisk dansk mad er, men der er sandsynligvis nogen, som vil være uenige med mig.

Hvornår er man dansk? Det er et af de spørgsmål, man nok aldrig får endeligt svar på. Personligt kan man sagtens mene, at man har svaret, men det er nok ikke noget, der nogensinde vil blive helt enighed om. Jeg læste for kort tid siden en artikel på TV2’s hjemmeside om en udtalelse, der handlede om hvornår man kan kalde sig for dansk. Det var Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, der havde sagt, at man er dansk idet man tager del i det, som betyder noget for danskerne såsom de kristne højtidligheder. Senere i hans udtalelse sagde han også, at man ikke behøver at være dansker selvom, man har dansk statsborgerskab, er født i Danmark og kan tale flydende dansk. Det skabte selvfølgelig en masse debat. Jeg er overbevist om, at det vil skabe debat uanset, hvad man svarer. Jeg føler personligt ikke, at man behøver at have et dansk statsborgerskab for at være ”dansker”, og man behøver heller ikke nødvendigvis at kunne snakke flydende rigsdansk. I min optik er det vigtigt at være og føle sig som en del af den danske kultur for at kunne kalde sig selv for dansk, det betyder dog ikke, at man f.eks. skal være kulturkristen for at være dansker. De danske normer er også noget jeg synes er en vigtig del af at være dansker. Men jeg tænker som tideligere nævnt stadig ikke, at der findes et endeligt svar på spørgsmålet om, hvornår man er dansk.

Er der en bestemt måde vi danskere opfører os på? Eller er vi ligesom alle andre lande? Er vi ligesom vores europæiske brødre? Har vi nogle specielle og underlige adfærdsmønstre? For et par år siden var jeg på ferie i USA med min familie. Vi havde lige været en uge i Seattle og var på vej til lufthavnen for at rejse videre. I bilen vi havde lejet, var der ikke plads til os alle sammen med vores bagage, så sammen med min mor tog jeg bussen hen til lufthavnen. Bussen var ikke propfyldt, men i den ende af bussen vi var i, var der alligevel fyldt op. Passagererne havde ikke bare sat sig så langt væk fra hinanden som muligt. Det endte endda med, at vi snakkede med nogle af dem, vi sad tæt på. Det var alligevel ikke noget, jeg før havde prøvet. Hjemme i Danmark, plejer vi jo altid at sidde så langt væk fra alle andre passagerer som overhovedet muligt, og vi kunne bestemt heller aldrig finde på at snakke med dem. Så er vi i Danmark generelt socialt akavede? Gider vi bare ikke at snakke med hinanden? Eller har vi simpelthen for mange fordomme overfor vores med mennesker?

Det var noget andet ved busturen, der chokerede mig. De pasagerer vi endte at snakke med, var ikke nogle fra vores normale omgangskreds. Det var to stofmisbrugere, og det chokerede mig lidt, hvor venlige de egentlig var. De hjalp os endda med vores kufferter, noget jeg heller aldrig havde oplevet i Danmark før. Efter oplevelsen besluttede jeg mig for, at ændre min sociale adfærd i offentligtransport, da jeg faktisk havde en rigtig god oplevelse på busturen. Denne beslutning blev dog vendt helt på hovedet, idet jeg kom hjem. Jeg kunne lige pludselig ikke få mig selv til at gøre det. Hvad mon de andre passagerer ikke ville tænke om mig? Ville de bare tænke, at jeg var underlig eller ville de tro at jeg fejlede noget? Der gik det op for mig, mon vi ikke bare lever for meget efter janteloven i Danmark. Går vi ikke bare hele tiden rundt med tanken, om at vi ikke skal tro, at vi er noget? Det er i hvert fald den tanke, som ofte har holdt mig tilbage. Så agerer vi egentlig ikke bare generelt efter janteloven her i Danmark?

Hvem repræsenterer Danmark? Og er vores repræsentanter overhovedet som en typisk dansker? Spørgsmålet er nok endnu et af de spørgsmål, man aldrig kan blive helt enige om. Jeg tænker dog, at de fleste danskere kan blive enige om, at dronningen er med til at repræsentere Danmark. Det er nok ikke alle, der mener, at hun er en god repræsentant, men de fleste danskere vil nok stadig mene, at hun repræsenterer landet. Men er dronning Magrete en typisk dansker på trods af sin profession? I mine øjne er hun ikke en karakteristisk dansker. I Danmark fylder ytringsfriheden jo meget, og det er en af landets vigtigste værdier. Det er kun kongefamilien ytringsfriheden ikke gælder for, så dronningen er jo ikke nogen sædvanlig dansker. Selvom at dronningen ikke er nogen typisk dansker, kan hun jo sagtens stadig være en god repræsentant for landet, men det er en individuel holdning.

Ligesom Danmark har repræsentanter som størstedelen af befolkningen er enige om, er der også repræsentanter for Danmark, som kun gælder for små grupper af befolkningen. Jeg ser f.eks. Rune Glifberg og Jonas Daater som repræsentanter for Danmark, og jeg vil skyde på, at flertallet af befolkningen ikke engang kender til dem. De er to af Danmarks bedste skatere, og de er kendt hele verden rundt. Det skulle ikke undre mig, hvis jeg heller ikke kendte til dem, hvis ikke jeg skatede, men skating er en så stor del af, hvem jeg er, så for mig er de repræsentanter for den danske skatescene. Men kan man egentlig sige, at de er repræsentanter, idet langt fra hovedparten af danskerne ved, hvem de egentlig er?          

Kan man have en forkert opfattelse af, hvad danskhed er? Overordnet vil jeg personligt ikke mene, at der findes en forkert danskhed, men det er endnu et spørgsmål, som der nok aldrig bliver helt enighed om. Alle danskere opfatter jo Danmark lidt forskelligt, så det er svært at sige, at nogen kan have en falsk danskhed. Hvordan kan man også afgøre, hvis danskhed der er forkert? Kunne det ikke lige så vel være, at ens egen danskhed ikke var rigtig? Jeg mener dog, at der findes undtagelser. Der er visse elementer, man i mine øjne ikke kan kalde for dansk. Det er en hårdfin grænse for, hvornår man kan forbinde noget med danskhed. Som udgangspunkt synes jeg f.eks. ikke, at mad som kebab eller lignende kan være en del af nogens danskhed, da kebab jo ikke er dansk eller er noget, vi har haft i Danmark i mange generationer. Men jeg ved jo ikke om den kebab vi kan få i Danmark overhovedet minder om den oprindelige kebab, da jeg aldrig har været i nogle af de arabiske lande, hvor kebabben kommer fra. Det kan jo være, at den er helt anderledes der, og at den kebab vi kan købe derhjemme er en videreudvikling af den oprindelige kebab. Det kan være, at man slet ikke kan få en lignende kebab andre steder i verden.

Danskheden er ikke nogen fast definition. Det kan måske derimod kaldes udefinerbart. Den kan være forskellig fra person til person, da vi hver især opfatter Danmark forskelligt. Det er også forskelligt fra person til person, hvornår man egentlig kan kalde sig for dansk. Der er dog nogle grundelementer, som er ”faste” elementer i danskheden som f.eks., hvordan man opføre sig, når man køre med offentlig transport. Det er dog ikke kun positive elementer, som man kan forbinde danskheden med, da den danske adfærd bl.a. har taget meget facon efter janteloven. Men betyder danskheden i virkeligheden noget, idet den alligevel er forskelligt for hvert enkelt individ? Eller er det bare noget, vi bruger for at være en del af et fællesskab?