Danskhed – et lille spindelsvæv

Jeg tror nogen var ved at hamre et hus sammen inde i mit hoved i morges, og hvem end der var i gang, blev kun mere ihærdig, som tiden gik. Jeg besluttede mig for at tage en pause fra oprydningen efter i går og gik ud på terrassen med et glas vand. Det var svært at tro, at vi skulle være i starten af oktober med den blå himmel, der udstrakte sig over det bakkede, nyhøstede marklandskab. I baggrunden badede bugtens bølger i den bagende sol. Jeg følte mig salig og hovedpinen aftog, imens jeg drak en slurk vand. En lille bevægelse i mit perifere synsfelt stjal min opmærksomhed. Der kom krusninger på overfladen af regnvandet, der havde samlet sig i min søsters sandløse sandkasse. Jeg fugtede halsen med lidt vand, gik derhen og så en edderkop, der kæmpede for sit liv i det uvante element. Den sprællede. Jeg følte mig lidt heldig, fordi jeg havde timet min pause, så jeg kunne få lov at overvære druknedøden tage den lille skabning. Selve livets opretholdelsesdrift udmøntet i denne edderkops desperate spasmer. Så holdt den op – manglede nok ilt til hjernen – og flød roligt i vandet. Jeg retfærdiggjorde min passivitet ved, at den ville være druknet lige meget om jeg var vidne til det eller ej. I det øjeblik var jeg intet andet end universets bevidsthed om sig selv, livets erkendelse af døden, i det øjeblik var min eneste pligt at opleve denne hændelse. Men det føltes forkert. Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken om, at jeg udelukkende var blevet opmærksom på denne dødsdans for at overvære den. Alle cellerne i min krop havde lyst til at hjælpe de stakkels celler, der lå i vandet og så småt var ved at give op. Det var det der var meningen, det måtte have et formål. Pludselig bevægede edderkoppen sig en smule – sandsynligvis et adrenalinkick som et sidste forsøg på at vende tilbage til livet – og snart efter tiltog de febrilske spjæt. Denne gang måtte jeg gøre noget, jeg tog min søsters skovl og løftede insektet ud af vandet og ned på fast grund. Edderkoppen kravlede væk og jeg forestillede mig, at den var taknemmelig.

 Det var en underlig følelse, der gik igennem mig da jeg stod der og så til. En følelse af, at det var forkert, af medlidenhed og en trang til solidaritet. Hvor kommer følelsen fra? Er det noget grundlæggende menneskeligt eller kommer det fra de gange, hvor mine forældre har fortalt mig, at man skal være god mod dyr? Præcis dér på terrassen med stikkende hovedpine og på en helt almindelig søndag i oktober mødte jeg en del af min menneskelighed, der er dybt forankret, et sted i grænselandet mellem arv og miljø. Måske er det en blanding af de to; mine forældres opdragelse har dyrket mine medmenneskelige og solidariske egenskaber. Jeg tror det er omtrent det samme sted man skal lede efter danskhedens forankring. I et felt udspændt mellem de bakkede marklandskaber og bølgerne i bugten og så vores demokratiske velfærdssamfund og ulandshjælpen. Og endnu engang virker arv og miljø komplementært; overskuddet fra vores åbne vidder, gunstige geografiske placering og kølige vejr kan sagtens have skabt grobunden for at danskerne har kunnet dyrke deres rummelige, rolige og rationelle egenskaber. Men hvilket ræsonnement var min første indskydelse så en del af? Tanken om, at det var udmærket blot at se til. Passiviteten, som min samvittighed så inderligt strittede imod. Var det videnssamfundets distancekultur, der spillede mig et puds, sådan som den gør for så mange danskere i disse tider? I vores samfund ulmer en opfattelse af, at man skal distancere sig fra virkeligheden for at erkende sandheden om denne. Det er hvad vi lærer i skolen. At objektivere. Men er det dansk at objektivisere druknende edderkopper, eller flygtninge i middelhavet? At distancere os gennem billedrør og iagttagerrollen? Heldigvis reddede jeg edderkoppen op, heldigvis er det danske folk grundlæggende solidariske, med vores omfordeling, ulandsbistand og menneskerettigheder.

Er det så disse egenskaber vi bør bringe op, når vi omtaler danskhed? For mig er danskhed forbundet med fællesskab og solidaritet. Danskheden har til formål at definere, hvad vi har til fælles med hinanden i den danske stat. Vi blev danskere, da vores nationalstat samlede alle landsbyerne og regionerne under én konge. Danskheden blev dyrket i nationalromantikken, med det formål at beskrive vores fælles kultur. Således har danskhed for mig altid været inkluderende i dens natur. Men hvad så når man begynder at spørge, hvad der er specielt ved danskhed, hvad der gør os anderledes, hvad forskellen på mig og edderkoppen er? Skaber man så ikke distance? Så handler danskhed pludselig om forskelle mellem os og resten af verden og ikke fællesskab inden for landets grænser. Så bliver formålet med at beskrive danskhed ekskluderende. Spørgsmålene ”Hvad har danskerne til fælles?” og ”Hvad gør danskerne specielle?” vil afføde nogenlunde de samme svar. Men er der ikke en verden til forskel i diskursen?

Det første jeg tænkte, da jeg gik ind til støvsugeren igen var, at jeg ved at redde edderkoppen både var en bedre og mere magtfuld gud end den, der lader børnene synke til middelhavets bund. Det var ikke en behagelig følelse at lege gud. Alligevel fylder religionen mindre og mindre i den danske kultur. Vil det så sige, at vi mennesker påtager os de opgaver, som før  blev varetaget af religionen? Danskere oplever en højere og højere grad af individuel frihed. Men det betyder også, at mindre og mindre af meningen med livet er givet på forhånd. På samme måde har vi ikke længere den samme grad af moralske eller etiske retningslinjer. Så længe vi overholder loven er vi fuldkommen frie til at gøre hvad, der er inden for de konstant udfordrede normers grænser. Om jeg lod edderkoppen leve eller dø var op til mig. Som dansker frygtede jeg hverken at ende i helvede eller at leve mit næste liv som en sten, hvis jeg traf det forkerte valg. Men hvis retfærdigheden ikke længere er givet på forhånd for os danskere, hvor skal vi så finde den? Sådan som videnskaben er defineret, kan vi ikke ty til denne for at finde definitive svar på etiske spørgsmål. Skal retfærdigheden så komme indefra, som den gjorde for mig på terrassen? Hvis den skal komme indefra, for hvert enkelt individ, hvordan kan vi så sikre os at vi kommer frem til den samme opfattelse af retfærdighed? Jeg har på fornemmelsen at vi i Danmark langsomt bevæger os imod et mere og mere individualiseret retfærdighedsbegreb. Men hvordan skal vi så indrette vores samfund?

Jeg tror, at det første vi bliver uenige om, med hensyn til retfærdighed, er hvem den gælder for. Skal vi være retfærdige og solidariske overfor edderkoppen? Hvad med svenskeren? Eller flygtningen? Jeg tror, uden at vide det, at dem man er mest retfærdig overfor, er dem man bedst kan identificere sig med. Derfor er det relevant om den enkelte dansker først og fremmest identificerer sig som dansker, som europæer, som verdensborger eller sågar blot som levende organisme. I den ene ende står folk som folketingsmedlemmet Marie Krarup. I et interview om næstekærlighed fortalte hun: ”…Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her.”[1] Der er ingen tvivl om, at Marie Krarup må identificere sig som dansker frem for som verdensborger. Men betyder det så, at en udtalelse som ovenstående er et udtryk for danskhed? Hvordan kan det, at have et inkluderende fællesskab, hvor vi hjælper andre mennesker, være ødelæggende for Danmark, som i sin grundvold er bygget op omkring et inkluderende og solidarisk samfund? Det eneste logiske svar må være, at der for Marie Krarup må være en grænse for danskhedens udbredelse. Hun må mene, at man kun kan være inkluderende, solidariske, retfærdige, danske til en hvis grænse. Men har danskheden en grænse for hvor meget den kan udbredes? Måske har æbleskiver, bacon og det smukke landskab begrænsninger. Men er det ikke bare lidt tidligt at sige, at værdier som fællesskab, ytringsfrihed, retfærdighed eller medmenneskelighed har den samme begrænsning? For bygger danskhed ikke i mindst lige så høj grad på disse? Man kunne jo prøve at spørge edderkoppen

---

[1] Marie Krarup: Den syriske flygtning er ikke min næste - Marie Krarup, medlem af folketinget, DF - 6. oktober 2015 - https://www.kristendom.dk/hvem-er-min-naeste/den-syriske-flygtning-er-ikke-min-naeste