Danskhed?

”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her” synger Peter Ag fra Gnags. Er det danskhed han taler om? Hvis man spørger sig selv ”Hvad er danskhed”, er det ikke lige nemt at komme frem til en konklusion. I Den Danske Ordbog står der ”Danskhed er dansk mentalitet og kultur, dansk ejendommelighed og tænkemåde.” Det er altså meget individuelt, hvad danskhed er. Danskheden må være det omkring os, i os og ved os, der er særligt dansk. Det må f.eks. være vuggestuer og vagtlæger, rødgrød med fløde og Matador, cyklen og H.C. Andersens eventyr på en regnvejrsdag. Hver gang du gør noget, der er særlig dansk, bekræfter du, at du er en del af det danske fællesskab, som skaber danskheden. For det er fællesskab, det handler om. Ligesom venskab handler om fællesskab. At værdsætte hinanden og se sig selv i den anden.

At være “dansk” handler for mig om at identificere mig med andre mennesker, som lever her, deler regnen med mig, nyder solen med mig og lever i samme omgivelser som jeg. Mennesker, som er her fysisk, andre, der er vokset op med samme oplevelser, og andre fordi de blot gør min dag bedre og mig gladere og stærkere.

Jeg tror “at være dansk” handler om en følelse af fælleskab - uanset om det fællesskab faktisk eksisterer eller blot er “tænkt”. Mennesket har brug for at være fra et sted og tilhøre et sted. Vi trives ikke som mennesker, når vi ikke ved, hvor vi kommer fra. Vi har brug for at tilhøre en flok. Det beroliger os og gør os stolte, mere sikre, stærkere og lykkeligere. Det gør, at vi føler os vigtige og elskede. Alene er vi kun os selv, og det kræver et stort hjerte ikke at føle sig ensom. Vi relaterer til en “kultur” for at få omgivelserne til at slappe af, sænke paraderne, løsne pistolbæltet og finde fred. At sige “Vi er danske” giver fred og ro.

Min mor fortalte mig i går, at jeg skal holde jul med min familie i Skive. 12 år siden jeg gjorde det sidst, og på trods af det, bringer det minder. Det bragte glæde og varme. Det mindede mig om dengang, hvor min mor og far stadig var sammen, hvor vi holdte jul med hele familien i tråd med de danske traditioner. Det vækkede en genkendelighed, som jeg kunne forbinde med gode, gamle minder. Pakkeleg ved det lange runde bord i min mosters stue, lugten af min onkels flæskesteg og hunden, lille Bailey, der løber frem og tilbage af glæde mellem vores ben. Alle samlet i en stor boble af kærlighed og danske traditioner.  Alt er lutter glæde, fred og ro. Det er harmoni, og det er dansk.

At være dansk har altid handlet om at finde et fællesskab. Vi startede som vikinger, og så blev vi danskere. Vi fandt i Romantikken det smukke i det, vi havde og samlede os om det. Nu, lukker vi os ind i en boble med samme tanker, værdier og traditioner, alt udtrykt i samme sprog. Og alle de, som ikke siger det samme er “uromagere” og potentielle fjender. De er uden for gruppen.

”Danmarks jord for de danske for vi har pløjet den selv” sang John Mogensen i sangen ”Danmarks jord for de danske” fra 1972. Sangen blev skrevet i forbindelse med valget, om hvorvidt, Danmark skulle træde ind i EF, og i den forbindelse var John Mogensen, og andre i danske befolkning ikke sønderligt begejstrede for, at dette skulle ske. Sangen blev derfor en opfordring til at stemme nej ved følgende folkeafstemning i 1972. Budskabet er, at Danmark er for danskere. Nej tak til EU, indvandrer og andre uvedkommende. ”Det danske sprog har et særpræg, som skal bevares med en særlig respekt. Det tales og synges fra egn og til egn, vi behøver ingen fremmede dialekt.” Vi skal være stolte og respektere det danske. Det danske samfund skal forblive konservativt og traditionelt.

I 1953 sagde Ludvig Wittgenstein ”Sproget er som en lygte: Det, vi taler om, er det, vi bliver i stand til at se.” Hvis vi bruger sproget til at definere danskhed, så bruger vi sproget til at lukke af for resten af verden. Lommelygten blænder os med danskhed, så vi kun ser det danske. Vi ser kun æbleskiver, cykler og vores kære dronning, brun sovs med kartofler, den røde postkasse og velfærdstaten. Lommelygten viser det lyse og det mørke. Dansk og ikke-dansk.

Sproget er det, som kan forbinde vores lille danske boble. Er det så sprog, der gør os danske?

Det vigtigt at vide, at sprog ikke er kultur, men sprog er kulturbærende. Det hjælper derfor til at forstå kulturen og forklare kulturen, at have et fælles sprog. Men at beherske et sprog gør ikke i sig selv en person til en bestemt kultur eller en bestemt identitet. Ved at tale dansk bliver man altså ikke nødvendigvis dansk.

Dog hvis man spørger folk, hvad der gør en dansk, så svarer rigtig mange, at det er det danske sprog. Er det fordi, ”rigtige danskere” kan tale dansk? Hvornår bliver man så dansk?

Holger Danske ses, som det også ligger i navnet, som dansk. Men hvem vidste Holger danske oprindelig var fransk med navnet Les Enfances Ogier? Kan tilflyttere så ikke blive danske?

For at blive dansk som indvandrer, skal man kunne svare 32 ud af 40 rigtige spørgsmål i indfødsretsprøven. For at blive dansker, er det altså en krav, at man f.eks. skal vide noget om politik, kultur og dansk historie. Man skal altså kunne forstå den danske mentalitet og kultur, danske ejendommelighed og tænkemåde, som DDO også havde defineret som danskhed. Denne test kan jeg ikke engang bestå. Selvom jeg ser og føler mig som fuldt ud dansk. Jeg ved altså stadig ikke nok om den danske mentalitet og kultur, danske ejendommelighed og tænkemåde som det kræves for at få dansk statsborgerskab og blive dansk. Er jeg så berettiget til at føle mig dansk?

Danskhed må være individuelt, da det trods alt er vores tænkemåde og mentalitet, som afgør, hvad vi er.

”Hvis du tror du er nog't, så er der noget du har misforstået” sang Sebastian. Dette er Jantelovens mekanisme. Det handler om at være ydmyg. ”Den, der lever skjult lever godt!” siger man. Uanset om man har mange penge, hvor pæn man er eller hvor intelligent man er, kan ingen lide en pralrøv - og da slet ikke danskerne! Janteloven har altid indgået som en del af danskernes ironiske selvopfattelse. For ironiske er vi. Hvorfor har vi danskere ret til at været noget, som andre ikke har, blot fordi de er født i et andet land? Er det ikke præcis det Janteloven siger: Jeg er ikke bedre end dem? Eller er Janteloven kun gældende imellem danskerne?

Hvornår er man dansk er spørgsmålet. Hvad er svaret? Er det når vi kører på cykel eller spiser gris? Er det når vi sidder i sofaen og ser film med venner og familie - når vi har et fællesskab? Er det når vi ser en solnedgang og tænker ”Danmark er og vil være det smukkeste”?

For mig er danskhed er en følelse, et begreb, en væremåde, som jeg ikke mener alene er en DDO definition eller en indfødsretsprøve berettiget.