Digt af Cille, William og Emma Sofie

Et gymnasie kan sammenlignes med international politik.

USA er de populære, men de skaber konflikt.

Den store dreng Donald Trump er gymnasiets store bølle

Men vi ser ham som helt ekstremt sølle

Stræberne prøver alligevel at komme med i USA's stormagts alliance

Men deres politik har for  stor distance

England droppede ud af EU på et hængende hår

Noget som mange ikke forstår

Nordkorea giver os sommerfugle i maven

Især Sydkorea som har dem lige i haven

International politik er ligesom gymnasiet - op af bakke

Skandinavien gemmer sig væk i deres vinterfrakke

For vi vil ikke være med

Men Putin får munden på gled

Den russiske bjørn langer sin store lab ud efter Ukraine

Det giver folket en sur mine

Lærerne snakker som et vandfald

Ligesom politikerne der giver indvandrerne møgfald

Eleverne er nogle værre terrorister

Det bliver talt om af vores udenrigsminister

Vesten og ISIS

Vi er de store og vores overlevelse har været afhængig af hinanden. Men pludselig kommer der er en terrororganisation som ISIS og blander sig i vores liv. En stor dreng af en 1.ger at være og alt for udfordrende, bestemmende og egoistisk. Vi er de store 3.g’ere og føler, at vi har været mere igennem end de små putter, der kommer og blander sig i vores system. Alt den terror, som ISIS forårsager, ødelægger håbene for en god verden i Vesten. Vores håb om en god eksamen er ikke længer en realitet, og vi bliver i stedet nød til at synke ned på deres lavere niveau for at bekæmpe dem. Selv efter 9/11 er der fortsat terrorangreb og trusler mod den vestlige verden, og vi bliver nød til at indse, at det ikke kommer til end ende, men gid de små putter snart ville smutte hjem igen.

Den utroværdige fortæller forklædt præst

Præsten prøver at redegøre for doktorens død og forklare hvad der skete og hvorfor det skete. Men han prøver (måske) også at slette sporet for sin egen medvirken i doktorens død, da læserens syn på ham ville krakelere hvis sandheden kom frem. For at fortælle baggrunden for doktorens mord fortæller han historien ud fra begivenheder der er sket 25 år tilbage i en jeg-fortæller, så vi får altså historien fra hans synspunkt. Fortælleren bliver meget utroværdig fordi han forsøger at skjule sandheden og måske også hans egen medvirken i doktorens død. Han skjuler mange informationer, som vedrører ham selv, f.eks. sin forelskelse i Elise. Mange af disse skjulte informationer kan man læse sig til mellem linjerne. Hvis vi tager udgangspunkt i eksemplet ovenover står der på side 366 linje 1-2: "Hun smilte, næppe mærkeligt, til mig, og jeg troede at føle et sagte tryk paa mine fingre." Det virker som om han gerne vil have læseren til at se dårligt på Elise, fordi hun er hemmeligt forlovet med lægen, men sætningen fortæller egentligt kun om præstens tanker, og det virker som om han er lidt vild med hende, da han f.eks. også danser med hende fordi han synes hun er smuk. Fortælleren ved også godt i starten hvad årsagen til præstens død er og at han kun har 2 "rigtige" børn, men lader som om han ikke ved det for at skjule sandheden til sidst. Fortælleren (præsten) er bevidst om at han spiller en rolle i handlingen, men prøver at dække over sin rolle, ved at udelade informationer, hvilket gør ham utroværdig. Hans rolle i handlingen, som værende en del af doktorens selvmod kan ses når de er ved majoren, hvor han tager doktoren med hen til vinduet fordi han vil forhindre ham fra at høre og lægge mærke til mere. Han er også meget dobbeltmoralsk, når han siger til sin kone at hun ikke skal mistænke nogen for noget, men alligevel vil høre hvad hun har set. Han prøver i teksten at "skyde skylden" på Elise og fjerne skylden fra ham. Præsten virker desuden forelsket i Elise, til ballet for 25 år siden, som beskrevet ovenover, men også efterfølgende, hvor han indirekte indrømmer at han har følelser for Elise, når han siger: "der maatte have skeet en total Omskiftning. Mit jevne Humør, min naturlige Sathed, som ved min Stands Værdighed fik end fastere Holdning, maatte da have forbundet mig med Frue L*” Præsten har altså derfor følelser for Elise, hvilket også gør han tænker uklart i situationer, og det er disse situationer han prøver at skjule, når han fortæller historien. Han forsøger måske at skjule sin egen medvirken fordi han fortryder de handlinger han foretog dengang, og derfor prøver han at overbevise sig selv, og læseren om at han ikke har gjort det han har gjort. 

Den utroværdige præst

Præsten er i Steen Steensen Blichers novelle "Sildig Opvaagning". Udover at være fortæller, så er han også en af hovedpersonerne, som har del i en stor del af historien.

Han starter med at fortælle i fortælle tiden, hvor doktoren er død. Vi får her fortalt, hvem hovedpersonen i historien er; nemlig dokterns enke Elise. Men for at kunne fortælle historien, springer han 25 år tilbage i tiden, for at starte helt fra begyndelsen. Han fortæller nu om det første møde med Elise, og hvad der efterfølgende skete, og hvordan doktoren døde.

Præsten er som sagt selv en del af historien. Hans bedste venner er løjtnanten og doktoren.

På s. 369 fortæller præsten, hvordan vennerne beskriver til sig selv som Selskabs Trianglen, fordi de alle bor i en trekant: Løjtnanten var den rette vinkel, doktoren er den spidse vinkel, og præsten den tredje spidse vinkel. Heri beskrives præstens rolle i historien rigtigt tydeligt. Historien er nemlig bygget omkring et trekantsdrama, hvor Elise er i midten.

Præsten ved tideligt i fortællingen godt, hvad der er på spil, og det kan man også mærke på hans fortælleteknik. Han bliver derfor en meget utroværdig fortæller, fordi han er dobbeltmoralsk og mener noget andet end han siger. F.eks. På s. 372 snakker han med sin kone, hvor hun beskriver et lysglimt hun havde set af Løjtnanten og Elise, der var alene på et værelse. Her siger præsten som et svar ""Kjerre Kone!" siger jeg, "vogt Dig for at mistænke Nogen! Det er jo ellers ganske mod din Natur - veed Du Noget? har Du seet Noget?". Det han siger er, at hun ikke skal mistænke nogen for en affære og, at hun skal lade det ligge. Han spørger dog også, om hun ved noget, og hvad har hun set. Dette viser, at præsten gerne vil vide, hvad der sker, og derfor ikke vil lade det ligge.

Igennem hele historien har han hele tiden vidst noget, men vil ikke sige det.

En af problematikkerne i historien er nemlig også, at præsten prøver at fortælle historien som om han ikke er en del af historien, men egentlig er han noget så betaget af Elise. Allerede fra første gang han så hende, blev han smittet af hende. Dette ses på s. 366: "Hun smilte næppe mærkeligt, til mig, og jeg troede at føle et sagte Tryk paa mine Fingre." Præsten er nemlig helt forelsker i Elise (eksempel med bytte par). Præsten forhold til doktoren er derfor præget af jalousi og misundelse fra præstens side, fordi præsten gerne vil være sammen med Elise.

Hvorfor fortæller han historien?

Han er præst, og meget dygtig forfatter. Det budskab han vil frem med stemmer overens med hans erhverv. Han er præst, og budskabet findes på sidste side i historien

"Jeg har i begyndelsen af denne fortælling korteligen antydet, hvorledes en vellystig og samvittighedsløs Kvindes Brøde bragte fordærvelse over tvende familier, og mange Andre en Sorg, som længe smertede dybt, og aldrig ganske forglemmes"

Han vil altså gøre opmærksom på, hvor farlig denne "femme fatale" kan være, hvis man lader hende gifte. Hans historie er også præget af en høj subjektivitet og en masse følelser, som tyder på at den også er skrevet for at bearbejde hans sorg. Han vil have sandheden nedskrevet, men han gør det på en hæderlig måde, ved at gøre mændenes navne anonyme. En anden grund til, at han vælger at skrive historien, er hans møde med Elise, 25 år efter tragedien. Man kunne forestille sig, at han kommer i tanker om hele hændelsen igennem dette møde.

Hvad er hans rolle som forfatter, og hvilken virkning har dette på fortællingen?

Historien er fortalt med en jeg-fortæller, fortæller og forfatter er samme person. (S. 365, l. 9-12)

I og med at forfatteren er en del af tragedien, kan disse hændelser blive beskrevet med meget præcise følelser. Der kommer en masse detaljer med, om hvordan diverse stemninger forholder sig, og hvordan der blev reageret på disse. Fx ses det på side 366, linje 9-11, hvordan han beskriver følelserne bag en bestemt begivenhed. Det skaber en indlevelsesevne for læseren, der gør det mere nært og spændende. Dog kan disse beskrivelser af følelserne blive meget subjektive, og det gør ham til en utroværdig fortæller. Der er flere steder i teksten beskrevet en anelse fortælleren har. Disse er alle anelser, der skaber mistanke omkring Elise. Dette giver novellen et detektivformat, og læseren bliver inddraget som detektiv sammen med fortælleren. Det giver vedholdenhed og skaber interesse hos læseren, og man får lyst til at læse videre.