Lærer stjæler klassens mobiler

Kunne denne mandag morgen blive værre for de 28 gymnasie elever, da Peter Jensen, dansk lærer for 1.y, fandt på denne absurde ide, at tyvstjæle elevernes mobiler i 24 timer.  Eleverne blev tvunget til, at bære telefonerne i kiste ned til Egås pengeskab, hvor de skulle tage afsked med deres dyrebare ejendele.

Allerede i frikvarteret var mange begyndt, at savne deres anden halvdel, og blev tvunget til at snakke med deres klassekammerater i stedet.

Dagen efter blev de 28 elever endelig genforenet med deres digitale bedste ven, efter 24 lange triste og ubehagelige timer fyldt med traumatiske oplevelser. 

Mobilen - et nødvendigt onde?

En begravelse, sure forældre, en busbøde. Ingen musik, ingen tidsfornemmelse, intet tilflugtssted. Er vores frihed det værd?

 Eleverne i 1.Y har i denne uge været med i et socialt eksperiment. De lagde deres mobiler fra sig i 24 timer for at se, om de kunne undslippe smartphonens jerngreb om vores hverdag. Men kan deres hverdag overhovedet hænge sammen uden deres ”lille hjælper”?

 ”Jeg er selvfølgelig spændt på hvordan det kommer til at gå, men det er en romantisk tanke. Et liv uden mobilen, hvor man kan være nærværende og nyde livet uden at skulle opleve det gennem en glasskærm”. Sådan sagde Emma Damgaard, 1.y ovenpå at have afleveret hendes Iphone mandag kl. 11:22. Men det var måske en lidt anden stemning der havde grebet klassen efter gensynet med telefonerne tirsdag formiddag. Eleverne fortæller på tur om deres oplevelser uden mobilen. En fik en busbøde, en anden fik skældud af forældrene for ikke at tage telefonen. Flere havde fundet et ur frem og de fleste sad bare og beundrede deres genvundne forbindelse til omverdenen.

Tilbage står vi med spørgsmålet om det virkelig er alle afsavnene værd at løsrive os fra vores sut.

Kommunikations Knæk - 24 timer uden telefon

Kommunikations Knæk - 24 timer uden telefon I 24 timer, var 1.y’s telefoner låst inde i skolens forseglede pengeskab, som var de dyrebare diamanter.
Et nyt studie viser, at folk har sværre og sværre ved at lægge deres telefoner fra sig. I 1.y har vi undersøgt hvilke konsekvenser det kan have i dagligdagen. Det kan være alt fra, abstinenser via facebook til kommunikationsproblemer via forældre. Vi oplevede alle sammen en hvis nøgenhed uden vores telefoner, vi følte os halve og en følelse af uvidenhed opstod.
Eksperimentet havde forskellige effekter, henholdsvis fra individ til individ. Nogen oplevede mere samvær med familien og venner, mens andre oplevede en rastløshed og form for ensomhed. Andre oplevede at deres lektierne blev mere overkommelige. Vores eksperiment havde positive effekter for nogen, mens det for andre havde negative. Derudover konkluderede, at vi alle sammen på et hvis niveau var afhængige af vores mobiler.

Et mobilfrit døgn

Mandag d. 7. november lagde stilheden sig på Egaa Gymnasium. Flaget var halvt rejst, da sortklædte 1.y’er gik sørgmodigt ned til kontorets pengeskab. Hvad går igennem elevernes hjerner? Tomhed. Nøgenhed. Frihed? De næste 24-timer ville føles som 100.

Det sociale eksperiment gik ud på et mobilfrit døgn, dog med mulighed for brug af andre medier. Forsøget skulle give en forståelse for elevernes afhængighed af det lille vidunderlige redskab, der altid ligger i baglommen.

Efter en lang skoledag vendte forsøgspersonerne næsen hjem af, og eksperimentet kom for alvor i gang. Det kommende døgn bød på mange vanskeligheder bl.a. sporinger af mobiler, manglende kontakt til omverdenen og mistet tryghedsfornemmelse.

Vi har snakket med en elev fra 1.y, hvor det kom til udtryk, at dagen havde været en stor prøvelse. Mobilen viste sig at være mere end blot en bro mellem venner og familie. De mindste, basale ting blev til en udfordring; mistet tidsfornemmelse, bustider og ikke at kunne finde vej. Turen hjem blev en lang, og for nogle også dyr. En 750 kr. busbillet blev en dyr tur på 2 kun Zoner.

Apokalypsen er nær!

I går, den 7 november klokken 11:22, skete det. 28 mobiler blev begravet i det altopslugende pengeskab på kontoret. 1.y gik ufrivilligt med til et socialt eksperiment, et mobil frit døgn.Et lille sølle metalobjekt, som man ikke skulle tro betyder noget, skabte højefilosofiske tanker hos de fortabte elever. “Jeg følte mig nøgen. Alt føltes forkert. Som om jeg manglede noget” fortæller Ida Marie Heitmann. “Det var som Sisyfos kampen. At sidde fast i en hvirvelvind af uvidenhed”. Angsten ses tydeligt i hendes øjne, mens hun reflekterer. Hun tilføjer; “En normalt fungerende elev uden sin mobil er som en Puch Maxi uden mælkekasse”
Den manglende brik i puslespillet falder på plads, da hun igen får sin telefon. Angsten i hendes øjne erstattes af noget andet. Glæde. Lykke. Uovervindelighed.

De levende døde

En fortælling om indvandre, danskere og mangel på empati

Stykket starter med at introducere os til en mand, en dame og en ung kvinde, alle er smurt ind i olie med sorte pupiller. Efter lang stilhed og langsomme bevægelser siges de første ord. De snakker om flygtningestrømmen og hvordan man ikke føler empati for flygtningene, alt sammen i en langsom monoton stemme. Stykket skifter scene et par gange, hvor lyset ændres. Første ”nat” går der flygtninge rundt i burka. Anden ”nat” snakker manden og damen om hvem den unge kvinde er, hvorefter hun kommer ind på scenen, hiver indvolde ud fra bukserne og falder om. Tredje ”nat” tager kvinden sin blonde paryk af, sin top af og sine sorte pupiller ud. Hun bliver afsløret som en indvandre og bliver gentagende gange skudt af manden, men hun rejser sig igen efter hvert skud.

”The Living dead” er en dystopisk og surrealistisk fortælling, der foregår på en lille scene på Århus Teater. Teaterstykket starter akavet ud, og de først 10 minutter får man det psykisk dårligt, da der ikke foregår noget på scenen ud over stanken af oliestegt sild, der spreder sig ud i det klaustrofobiske rum, hvor sanser kommer på spil. Skuespillerne har glinsende hud og barbieagtige dukkeparykker og enorme pupiller, der skaber associationer til hvad der ligner zombier og mumier. Problemet om monstrene der kommer ind til Europa fra Mellemøsten kommer til udtryk igennem en dødkedelig monoton og langsom stemmeføring. Som tilskuer bliver man trukket med i handling, da det virker autentisk med lugten fra de stegte sild, og man er nødt til at forholde sig og tage stilling til flygtningekrisen og individet selv. Det tunge emne om flygtningekrisen gøre at man som tilskuer bevæger sig urolig og man har lyst til at flygte, da stykket sætter sig fysisk i tilskuerne. Christian Lollikes kritiserer individets mangel på empati og næstekærlighed, og det kommer til udtryk, da karakterene i stykket er glatte og glinsende, hvilket symboliserer at de er ligeglade med flygtninge. Som tilskuer kommer man til at tage stilling til om vores samfund allerede er ramt af den smitsomme empatiforstyrrende epidemi.

Jeg synes stykket gør et rigtigt arbejde med at skabe suspence og skabe en ubehagelig atmosfære. De langsomme bevægelser og sorte pupiller gør personerne lidt umenneskelige, man ved aldrig hvad der sker næst. Stykket trækker lidt ud i starten, hvor der næsten ikke er nogen handling, men man når aldrig helt at kede sig, da de lige pludseligt begynder at råbe af hinanden, og derefter bliver det bare mere og mere underligt, grænseoverskridende og klamt, mens tempoet sættes op. Alt i alt er det et godt stykke, der bliver spillet fantastisk.

4/5 

De levende døde overtager Århus Teater

Hvad skal man stille om med de blodige og uhyggelige billeder der har overtaget vores tv og udfordrer vores selvopfattelse som moderne mennesker med medfølelse? Og hvad gør man når de pludselig banker på vores dør?

I et helt normalt dansk hjem Under et måltid snakker tre voksne danskere, to kvinder og en mand, meget akavet og langtrukkent om flygtningekrisen. De har alle tre svært ved at sætte sig ind i flygtningene. Denne diskussion ender så med at vare over flere dage. Hjemmet er præget af en dystopisk stemning der understreger det gennemgående civilisations- og menneskekritiske perspektiv på problematikkerne.

Christian Lollike giver med sin forestilling ”Living dead” publikum en unik in-your-face oplevelse, der stinker af sild og gør os alle til mordere. Stykket er sat op på stiklingen, der er en af de mindre scener i Århus teater, publikum sidder tæt og der er ikke højt til loftet, publikum bliver hurtigt til en klaustrofobisk masse. Stykket går i gang. Eller gør det? De første ti minutter foregår i tavshed. Skuespillerene ænser ikke publikum men kaster sig blot ud i tilberedning af fisk. De monotome handlinger udføres med en udtalt nænsomhed, det langsomme tempo og de tomme øjne depriverer handlingerne for mening. Når endelig dialogen går i gang, er den lige så tom som stilheden. Hovedpersonerne forsøger at forholde sig til flygtningekrisen og vores samfund, men apatien tager over og samtalen ender i fragmenterede indadvendte konstateringer. Dialogen mellem hovedpersonerne har til formål at ramme de forskellige underlæggende holdninger og reaktioner på flygtningekrisen, vi har i Danmark. Samtalen overmiddagsbordet afbrydes af forskellige levende billeder: Burka jul, druknende flygtninge, selvforsvar, humørsyge negere, et modtagelsescenter og en krig under opsejling. Disse afbræk fungerer som kommentarer på dialogen, og henvender sig til publikum. Her får de os til at føle frygt, glæde og skyld, publikum forvandles til flokdyr når alle pludselig klapper under stykket og til mordere når en tilfældig person får en pistol i hånden.

Vurdering

”living dead” er en følelsesmæssig rutsjebane, der ikke kun får publikum til at forholde sig til samfundssituationen og flygtningekrisen, men også til sig selv som individer og mennesker.

Christian Lollike slår til hvor fjernsynet fejler og hiver publikum med ned under middelhavsvandet. Ligesom bølgerne vælter ind over flygtningene, oversvømmes man til tider som publikum af sanseindtryk og indforståede pointer, der kan gøre det svært at holde hovedet oven vande under hele stykket

🚽🚽🚽🚽

Anmeldelse - The living dead

En gyserforestilling der portrætterer flygtningekrisen på et ekstremt plan

Resume

Forestillingen starter ud med at skuespillerne bliver ”introduceret” gennem noget der skal ligne en helt normal aften ved spisetid. Man lægger hurtigt mærke til, at der er noget, der ikke er helt normalt. Vores tre hovedpersoner er nemlig meget fjerne, og deres bevægelser og samtaler er meget langsomme. Forestilling accelerer gennem hele stykket, og uhyggen spredes gennem mærkelige scener og hændelser. Dystopielementet kommer i spil med flygtningene som er forklædt som normale mennesker, og et stykke inde i forestillingen går det op for en, at en af dem som man havde regnet med var ”normal” allerede var inficeret. Resten af stykket handler om deres måde at håndtere krisen på.

Iscenesættelse, skuespil og sammenhæng

Christian Lollike bruger både scenens opbygning, skuespillernes beklædning og vores sanser til at illustrere temaet.

Scenen er bygget op omkring en lejlighed i Danmark. Til at starte med ser det egentlig meget normalt ud, men man lægger pludselig mærke til alle de forskellige farver og asymmetriske sammensætninger i bygningen. Måden hvorpå skuespillerne fremstår med sorte kontaktlinser, olieglatte kroppe og fjerne blikke giver en effekt af apati. De bruger også ting som langsom tale, klapsalver der ikke passer ind, og lugt af stegefedt der spredes i starten af stykket. Det giver en uro hos seeren, og det skaber det her kaos som er et vigtigt tema i The living dead.

Vurdering

Efter man har set stykket, sidder man lidt og tænker "hvad skete der lige der". Man sidder og er irriteret, forvirret og lidt træt. Jo mere du begynder at gå i dybden med stykket, jo mere begynder det at gå op for dig hvorfor de har gjort som de har gjort. Stykket skal ses af en af en der villig til at arbejde videre med det, analysere det osv. 4/5 stjerner

Angstprovokerende samfundskritik rocker Aarhusteater

Christian Lollikes fortolkning af nutidens og fremtidens vanskeligheder. 

”Hvad mon ham EU kommissærpræsidenten tænker om…”, sådan starter det meget specielle stykke der har sat mange tanker i gang med om nutidens samfund. En gruppe mennesker bor sammen i et lille lejelighed, hvor vi oplever deres dagligdag. Mange problemer bliver taget op, men de lider alle af empatiforstyrrelse, et begreb som bliver ofte brugt. Mange katastrofer problemer og uhyggeligheder bliver vi hverdag præsenteret for. Vi bliver til sidst immune og kan ikke tage stilling til noget. Vi behandler vores problemer for langsomt og det høres også i retorikken.  Opgøret og kritik af bureaukrati og magtfordelingen i samfundet bliver også sat i højsædet med tilbagevendende sætninger så som; ”Hvad mon ham EU kommissærpræsidenten tænker om…”.
Skuespillernes kostumer og makeup giver gode effekter som underbygge denne gennemgående frygt. Iscenesættelsen var gennemført og passer godt med diverse temaer, som bliver præsenteret. Skuespillet virker til tider provokerende og irriterende, da der er enormt mange kunstpause. Man føler sig som tilskuer meget utilpas, men det underbygger også stemningen.

Alt i alt er det et interessant, stykke som belyser nogle stærke pointer, i en svær tid. Der bliver stillet skarpt på vores samfundsmæssige fadæser og dermed giver jeg stykket:

Ϙ Ϙ Ϙ Ϙ balloner.

De levende døde i vores samfund

Stykket ”Living Dead” omhandler mere end bare zombier.

Stykket starter meget meget langsomt ud. Der bliver ikke talt i de første 10 minutter af stykket, hvor at vi ser de tre hovedpersoner komme ind med deres plasticagtige dukke-hud og begynder at lave mad. Det er først efter de 10 minutter at vi hører den langhårede kvinde sige ”Hvad mon EU-kommissær formanden siger om alle de der skibe der” ”han håber vel at de alle sammen synker”. Efter følger vi de tre personer i deres kedelige samtale om deres job og deres holdninger til flygtningekrisen. Efter ser vi en masse burka-klædte muslimer komme ind i lokalet, og går rundt om hinanden. En af muslimerne tager burkaen af og afslører et uhyggeligt ansigt. Efter det kommer en scene hvor at tre negere drukner i middelhavet, og hver gang de går bag scenen har de fået mere slam på sig. Vi går tilbage til de tre hovedpersoner i DK. 2 af personerne har fundet ud af at den tredje person er en flygtning og at hun langsomt forvandler sig til en af dem. En af de ikke forvandlede hovedpersoner skyder flygtningen op til flere gange, men ligemeget hvor meget flygtningen bliver skudt, kommer hun op igen.

Skuespillerne taler meget monotont og langtrukket, de kigger ikke hinanden i øjnene når de taler. Skuespillerne ser meget falske/dukkeagtige ud med deres store pupiller og glatte plastichud. De bevæger sig meget langsomt, og udfører deres handlinger som mannequindukker.

Vi synes at skuespiller fortjener 2,5/5, fordi at vi synes at stykket var alt for langtrukket, og selvom vi forstår hvorfor de gør det, synes vi ikke at det var ventetiden værd. Det havde virket meget bedre hvis at stykket var bare lidt mere ligeud, og at handlingerne ikke skulle trækkes så langt ud. 

Teateretstykket handler om en mand, en kvinde og en flygtninge. De tre hovedpersoner har glat hud, sorte øjne og barbie lignende tøj på. Hele stykket foregår i et køkken. De tre hovedpersoner bliver igennem stykket fremstillet som både danskere, flygtninge og zombie lignede mennesker. Teaterstykket omhandler b.la. flere samfundsmæssige problemer herunder flygtningekrisen. Stykket starter ud med at de tre personer meget langsomt kommer ind i køkkenet og at de langsom begynder at tale sammen. Igennem stykket sker der flere ting b.la. kommer der mennesker i burkaer ind og går i ring i køkkenet. I slutningen af stykket skyder manden flygtninge pigen igen og igen, mens personer som er magen til manden og damen synger.

Hele stykket foregår i de tre personers køkken, dette køkken har forskellige slags tapet, og indeholder kaos. I stykket er der mange lyd- og lyseffekter. Det hele foregår meget langsomt og skuespillerne laver hver deres ting, de taler sammen, men taler på en måde forbi hinanden. De tre personer fremstår i starten som perfekte, men er det ikke, hvilket hænger sammen med samfundet, som i virkeligheden har en masse problemer.

Stykket var meget mærkeligt og man skulle hele tiden følge med for at forstå det. Stykket får en til at tænke over de problematikker der bliver fremstillet i stykket.