tirsdag den 24. oktober 2017

Danskhed?

At definere danskhed er lige så umuligt, som at forestille sig Danmark i en EM-fodbold finale for anden gang. Alligevel vil jeg gøre et forsøg. Om jeg som Richard Møller Nielsen, formår at gøre det umulige, må dog være op til den enkelte læser. At være dansk er ikke det samme, som at være dansk statsborger. Dét er en ren juridisk formalitet, der afgør, om du kan få statsborgerskab. At være dansk er langt mere abstrakt og kulturelt, og da kultur er noget uhåndgribeligt, er det straks vanskeligere at sætte ord på. Det er vaner, uskrevne regler, værdier og adfærdsmønstre der tilsammen går ind og påvirker, det Danmark vi kender. Og hvornår er man så en del af det?

Rent objektivt kan man sige, at en tilknytning til sproget og tilhørsforhold til landområdet er stærke markører. Dog er dette ikke altsigende, da der er så mange danske normer og traditioner, som gøre sig gældende.  Derfor bliver man også nødt til at have en subjektiv dimension til begrebet ”danskhed”. Jeg selv er af den opfattelse, at danskhed er et sæt traditioner, som vi danskere mere eller mindre ubevidst følger i vores hverdag, og som for nydanskere kan være svære at integrere sig under og dermed blive en del af. I min optik er danskheden, i alt det der er omkring os. Alt fra den gode tohjulede ven vi altid kommer omkring på, til faste vendinger og udtryk. Det er her, der og alle vegne og er hele tiden under udvikling.
Når man forsøger at bestemme et folkefærd, vil der altid være faldgrupper. Der vil altid være nogen der skiller sig ud, og nogen som tillægger sig andre værdier end en selv. Vi har alle værdier og vaner, som vi er stolte af og knap så stolte af.
Jeg selv er stolt af den sikkerhed, jeg hver dag er bevidst om. En sikkerhed der bliver forstærket af det danske velfærdssystem, og de medmennesker jeg har omkring mig. For hvis der er noget, det danske folkefærd er gode til, så er det at skabe tryghed. Hvilket jeg hver dag bliver bekræftet i. Selv tidligere i dag da jeg efter arbejde bevægede mig ned gennem Guldsmedgade i Århus, var jeg øjenvidne til denne tryghed, jeg så stolt fortæller om. En kvinde med en barnevogn og to indkøbsposer, var på vej ind i en opgang. To unge fyre kom gående forbi, begge med et skateboard under armen. Kvinden med barnevognen spurgte så de to unge fyre, om de ikke kunne hjælpe hende med barnevognen og de to indkøbsposer. Uden at tøve, tog de to unge fyr begge fat i barnevognen og hjalp kvinden ind i opgangen.  Denne lille episode var med til at indikere denne tryghed, og forstærke min opfattelse af den danske mentalitet. 
Efter oplevelsen kunne jeg dog ikke lade være med at spekulere på, om det to unge fyre havde hjulpet kvinden med barnevognen, hvis ikke hun selv havde bedt om det. Er det danske folkefærd kun hjælpsomme, hvis man selv opsøger hjælpen? Og hvis dette er tilfældet, hvad gør nydanskere så for at få den fornøden hjælp til at integrere sig, når de knap nok kan sproget?  En anden ting der slog mig, da jeg bevægede mig rundt i Århus midtby var, at mange af de lejlighederne jeg kom forbi manglede gardiner. Om der er et sammenhæng mellem de manglende gardiner, og den faktor, at man i Danmark selv skal opsøge hjælp, ved jeg dog ikke. Men jeg kunne dog ikke lade være med at tænke tanken, at det danske folkefærd måske er så opmærksomme på, ikke at overtræde hinandens personlige rum, at der ikke er behov for gardiner?  Jeg har heller aldrig oplevet at en person, jeg ikke kender, kommer og sætter sig på det ledige sæde ved siden af mig i bussen, hvis der har været et dobbeltsæde længere nede i bussen, som har været ledigt. Er dette typisk Dansk? Og er dette en del af den danske kultur? At være fremmede sky og forbeholdene. Hvis ja, så kan man vel næsten sige, at den danske kultur, gør det svært at integrere sig i landet og dermed blive en del af danskheden. Hvis danskheden altså er noget, man kan blive en del af.  For er danskheden ikke en individuel seance? Og er det Danmark vi kender ikke hele tiden under udvikling?

Nydanskere er vel også en del af den danske historie og derfor med til at præge danskheden. Danskheden er for mig en følelse og en adfærd, som jeg har svært ved at sætte i en boks. I det hele taget synes jeg at det at snakke om danskhed, og det at kategorisere et folkefærd, er typisk dansk. Som den danske forfatter Elsa Gress også siger "Det er så typisk dansk at spørge, hvad der er typisk dansk". Et spørgsmål ingen kan svare på, men alle gerne vil have svar på. Et spørgsmål, som er vigtigt for nationalfølelsen. For vi lever i en tid, hvor globaliseringen er på sit højeste, hvor udenlandske værdier præger de danske, og er med til at ændre dem. For nogen er dette lettere at forholde sig til end andre. Nogen higer efter at bevare det danske, mens andre nyder godt at den lokale shawarma. Den lokale shawarma, der med årene er blevet integreret i det danske køkken, og som har fundet sin plads ved siden af pizzaen, sushien, det gode baguette brød og den brune sovs med kartoflerne.

Det er nok de færreste, der går og tænker over, hvad og hvornår de gør noget, der er særlig dansk. Det er mest i situationer, hvor vi særligt er stolte eller flove over at være danske, at vi faktisk forholder os til danskheden. Som når vi vinder OL- guld, eller når vi ser danske skuespillere medvirke i store amerikanske film. Ved at være opmærksom på, hvad der er typisk dansk, og hvad det betyder, kan man også tage stilling til, hvad man synes om det. Der vil sandsynligt være nogle danske ting eller værdier, som man er mere begejstret for end andre. Nogle ting vil man kæmpe for at bevare, samtidig med, at man vil prøve at begrave andre.  For så snart man begynder at få øjnene op for danskheden, vil man opdage, at den er alle steder.  Man kunne spørge sig selv - er jeg en ”rigtig dansker”, som har styr på danskheden. Og dertil vil mit svar så være, at det er op til den enkelte. For danskhed er sådan en abstrakt størrelse, at man hverken kan omfavne den eller forholde sig til den. Så om mit indkast til en definition på danskheden er tilstrækkelig, afhænger af øjnene der ser. Da der ikke findes nogen juridisk formalitet til det at være dansker, men blot en masse forskellige holdninger og meninger.

Danskhed?

Danskhed??


Jeg synes det er for nemt at hylde danskheden, hylde fællesskabet, vores rettigheder og hyggen i vores lille land. Jeg synes det er mere interessant, at kunne se den mørke side og mønten og kommentere på de problemer, som det danske samfund har skabt for sig selv. Når jeg skal forestille mig danskheden, ser jeg ikke kun fodboldkamp, jul og fællesskabets farver. Jeg ser en stor flok egocentrikere der hellere vil passe på dem selv, end at kæmpe en kamp for hvad der er retfærdigt.  Jeg ser en gruppe mennesker i masker, som gemmer sine følelser væk og skaber falske billeder af sig selv for at tilfredsstille andre. Jeg ser en frygt for kritik af sit selvbillede og andre omkring sig. Jeg ser en flok forvirrede høns, der leder efter den redekasse de er blevet bestemt til at skulle ligge deres æg i. Jeg ser den sorte danskhed.

 ”I Danmark har vi frihed og mulighed til at være den, vi har lyst til at være; tænke, som vi vil; ytre os, som vi vil; klæde os, som vi vil; og have de værdier, som vi vil.”. (https://www.danmarkskanon.dk/vaerdi/frihed/)
Hvis den danske befolkning skulle have frihed og mulighed til at være lige hvad de vil, hvorfor fanden er vi så alle sammen så latterligt ens? Jeg kan ikke påstå at jeg selv bryder de sociale normer og lever et såkaldt ”frit liv”, i betragtning af at jeg selv er en ung studerende under et af Danmarks mange gymnasier, men jeg er i det mindste dannet nok til at kunne se et sammenfattende mønster i næsten alle unges opdragelse. Gå i skole. Bliv student. Få en uddannelse. Find et job. Tjen penge indtil du skal pensioneres. Hvor ligger friheden i den livsstil? Vi hører hele tiden om vigtigheden i at have et samfund hvor de beslutninger man tager i sit liv er sine egne, men alligevel ender folket med at køre i den præcist samme mølle. Studenterhuen på hovedet, et enkelt sabbatår til at få ro på, og så derefter en lang og hård uddannelse i håbet om at leve op til sine forældres forventninger om at blive Danmarks mest velhavende læge. Hvis man beslutter sig for at søge andre muligheder, bliver man mødt med kommentarer som ”Hvad gik der galt med ham?”, eller ”Han må have klaret sig rigtig dårligt i skolen.”. Det er ikke altid accepteret og tage de beslutninger som man selv ønsker, og dette kan resultere i at mange usikre individer ender med at presse sig selv ud i en situation hvor de ikke kan stå på deres egne to ben.
Vi lever i et samfund af forventninger. En konstant kamp for at tilfredsstille de mange krav som verden tynger på os. Et evigt pres til at nå fem ting på en gang og en skuffelse hos en selv og hos andre, når man ikke kan nå alt. Et uendeligt kapløb med tiden, mens man puster og skubber sig selv for at komme igennem ugen for til sidst at finde ud af, at slutlinjen også var starten på et helt nyt løb. Der er altid forventninger der skal opnås, og tiden til at nyde livet og slappe af, bliver fordærvet med de sitrende bagtanker om alt hvad man mangler af lave og burde få gjort. Op til 430.000 danskere, svarende til 10-12 %, oplever symptomer på alvorlig stress hver dag. Kan dette bare være et tilfælde? Kan dette være et ”personligt problem”? De danske normer gør det svært at udtrykke svaghed, når livet handler om altid at udstråle succes. I det danske samfund er det ikke okay at sige, at man ikke er okay. Dette skaber indelukkede mennesker, der spærrer sig selv ind i egne tanker og graver sig selv ned i et dybere og dybere hul. Det er nemt at sige at stress er et stort problem for mange danskere. Den svære del kommer, når vi skal spørge os selv om, hvad det er vi gør forkert, og hvordan problemet kan løses.

Men det er svært at have sin egen mening i Danmark. Hvorfor må man ikke fornærme nogen i vores samfund? Hvorfor kan man ikke være kritisk over for andres idéer, uden at være kritisk overfor deres person? ”Hvis der var uomtvisteligt bevis for, at drenge tog skade på deres sundhed eller seksualitet – som det gælder ved omskæring af piger, hvilket derfor er forbudt – ville der ikke være nogen tvivl. Så måtte omskæring forbydes på drengebørn og kun tillades voksne efter egen beslutning. I stedet står vi med to hensyn og ’virkeligheder’ i den betændte debat om omskæring af drenge i islam og jødedommen. Det ene hensyn gælder drengene. Det andet gælder religiøs frihed og tolerance.” (http://politiken.dk/debat/ledere/art5629744/Omsk%C3%A6ring-af-drenge-b%C3%B8r-ikke-v%C3%A6re-ulovligt).
Så forklaringen på at omskæringer af drenge er lovligt i Danmark, handler altså om ”religiøs frihed og tolerance”? Et forsøg på ikke at fornærme religioner i frygt for at fornærme deres ide om hvordan verden fungerer? Jeg synes det er pinligt og uforsvarligt. Vi skal stoppe med at se de nyfødte som muslimske børn, og i stedet se dem som børn af muslimske forældre. Vi kan ikke vælge deres fremtid for dem, og det er en barbarisk og uacceptabel behandling overfor små børn i det moderne, danske samfund. Det er ikke Burkaloven. Det er ikke en form for symbol-politik, der skal sende en besked om hvor meget religion vi tolererer. Det er mishandling overfor børn der ikke har muligheden for at forsvare sige selv. Det er ikke okay.

Problemet er, at den danske mand ikke må have upopulære meninger noget. Den danske mand lever i frygt for kritik. En debat om religion bliver hurtigt forvandlet til et ensidigt angreb rettet mod de troende, i vores konfliktsky Danmark. Ordet ”Racist” bliver hurtigt kastet efter hinanden, og kritikken af idéen bliver hurtigt omspundet indtil en kritik af personen. Hvis det skal være en dansk værdi at hylde friheden, og rettigheden til at tage sine egne beslutninger, så kan vi ikke give forældre lov til at lemlæste deres børn, uanset hvilken religion bliver lemlæstet i processen. Vi bliver nødt til at have et mere respekterende samfund, hvor kritik af idéer ikke skaber had, men overvejelser og modargumenter. Hvordan skal vi udvikle på det danske samfund, hvis vi ikke kan være kritiske overfor hinanden?


Jeg synes vi lever i et samfund med mangel på kritik. Jeg er træt af, at Danmark ikke kan se forskel på idéen og personen. Jeg er træt af, at Danmark ikke har nok rygrad til at kæmpe for det retfærdige, i frygt for hvem de fornærmer. Jeg er træt af, at man ikke må udtrykke sine svagheder i Danmark, og at stress bliver set som et ”personligt problem”. Et samfund der kan acceptere at folk ikke er ens, og at vi har forskellige meninger som både kan argumenteres og diskuteres. Det håber jeg kan blive det jeg ser, når jeg skal forestille mig danskheden. 

tirsdag den 10. oktober 2017

Danskhed – et lille spindelsvæv

Jeg tror nogen var ved at hamre et hus sammen inde i mit hoved i morges, og hvem end der var i gang, blev kun mere ihærdig, som tiden gik. Jeg besluttede mig for at tage en pause fra oprydningen efter i går og gik ud på terrassen med et glas vand. Det var svært at tro, at vi skulle være i starten af oktober med den blå himmel, der udstrakte sig over det bakkede, nyhøstede marklandskab. I baggrunden badede bugtens bølger i den bagende sol. Jeg følte mig salig og hovedpinen aftog, imens jeg drak en slurk vand. En lille bevægelse i mit perifere synsfelt stjal min opmærksomhed. Der kom krusninger på overfladen af regnvandet, der havde samlet sig i min søsters sandløse sandkasse. Jeg fugtede halsen med lidt vand, gik derhen og så en edderkop, der kæmpede for sit liv i det uvante element. Den sprællede. Jeg følte mig lidt heldig, fordi jeg havde timet min pause, så jeg kunne få lov at overvære druknedøden tage den lille skabning. Selve livets opretholdelsesdrift udmøntet i denne edderkops desperate spasmer. Så holdt den op – manglede nok ilt til hjernen – og flød roligt i vandet. Jeg retfærdiggjorde min passivitet ved, at den ville være druknet lige meget om jeg var vidne til det eller ej. I det øjeblik var jeg intet andet end universets bevidsthed om sig selv, livets erkendelse af døden, i det øjeblik var min eneste pligt at opleve denne hændelse. Men det føltes forkert. Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken om, at jeg udelukkende var blevet opmærksom på denne dødsdans for at overvære den. Alle cellerne i min krop havde lyst til at hjælpe de stakkels celler, der lå i vandet og så småt var ved at give op. Det var det der var meningen, det måtte have et formål. Pludselig bevægede edderkoppen sig en smule – sandsynligvis et adrenalinkick som et sidste forsøg på at vende tilbage til livet – og snart efter tiltog de febrilske spjæt. Denne gang måtte jeg gøre noget, jeg tog min søsters skovl og løftede insektet ud af vandet og ned på fast grund. Edderkoppen kravlede væk og jeg forestillede mig, at den var taknemmelig.

 Det var en underlig følelse, der gik igennem mig da jeg stod der og så til. En følelse af, at det var forkert, af medlidenhed og en trang til solidaritet. Hvor kommer følelsen fra? Er det noget grundlæggende menneskeligt eller kommer det fra de gange, hvor mine forældre har fortalt mig, at man skal være god mod dyr? Præcis dér på terrassen med stikkende hovedpine og på en helt almindelig søndag i oktober mødte jeg en del af min menneskelighed, der er dybt forankret, et sted i grænselandet mellem arv og miljø. Måske er det en blanding af de to; mine forældres opdragelse har dyrket mine medmenneskelige og solidariske egenskaber. Jeg tror det er omtrent det samme sted man skal lede efter danskhedens forankring. I et felt udspændt mellem de bakkede marklandskaber og bølgerne i bugten og så vores demokratiske velfærdssamfund og ulandshjælpen. Og endnu engang virker arv og miljø komplementært; overskuddet fra vores åbne vidder, gunstige geografiske placering og kølige vejr kan sagtens have skabt grobunden for at danskerne har kunnet dyrke deres rummelige, rolige og rationelle egenskaber. Men hvilket ræsonnement var min første indskydelse så en del af? Tanken om, at det var udmærket blot at se til. Passiviteten, som min samvittighed så inderligt strittede imod. Var det videnssamfundets distancekultur, der spillede mig et puds, sådan som den gør for så mange danskere i disse tider? I vores samfund ulmer en opfattelse af, at man skal distancere sig fra virkeligheden for at erkende sandheden om denne. Det er hvad vi lærer i skolen. At objektivere. Men er det dansk at objektivisere druknende edderkopper, eller flygtninge i middelhavet? At distancere os gennem billedrør og iagttagerrollen? Heldigvis reddede jeg edderkoppen op, heldigvis er det danske folk grundlæggende solidariske, med vores omfordeling, ulandsbistand og menneskerettigheder.

Er det så disse egenskaber vi bør bringe op, når vi omtaler danskhed? For mig er danskhed forbundet med fællesskab og solidaritet. Danskheden har til formål at definere, hvad vi har til fælles med hinanden i den danske stat. Vi blev danskere, da vores nationalstat samlede alle landsbyerne og regionerne under én konge. Danskheden blev dyrket i nationalromantikken, med det formål at beskrive vores fælles kultur. Således har danskhed for mig altid været inkluderende i dens natur. Men hvad så når man begynder at spørge, hvad der er specielt ved danskhed, hvad der gør os anderledes, hvad forskellen på mig og edderkoppen er? Skaber man så ikke distance? Så handler danskhed pludselig om forskelle mellem os og resten af verden og ikke fællesskab inden for landets grænser. Så bliver formålet med at beskrive danskhed ekskluderende. Spørgsmålene ”Hvad har danskerne til fælles?” og ”Hvad gør danskerne specielle?” vil afføde nogenlunde de samme svar. Men er der ikke en verden til forskel i diskursen?

Det første jeg tænkte, da jeg gik ind til støvsugeren igen var, at jeg ved at redde edderkoppen både var en bedre og mere magtfuld gud end den, der lader børnene synke til middelhavets bund. Det var ikke en behagelig følelse at lege gud. Alligevel fylder religionen mindre og mindre i den danske kultur. Vil det så sige, at vi mennesker påtager os de opgaver, som før  blev varetaget af religionen? Danskere oplever en højere og højere grad af individuel frihed. Men det betyder også, at mindre og mindre af meningen med livet er givet på forhånd. På samme måde har vi ikke længere den samme grad af moralske eller etiske retningslinjer. Så længe vi overholder loven er vi fuldkommen frie til at gøre hvad, der er inden for de konstant udfordrede normers grænser. Om jeg lod edderkoppen leve eller dø var op til mig. Som dansker frygtede jeg hverken at ende i helvede eller at leve mit næste liv som en sten, hvis jeg traf det forkerte valg. Men hvis retfærdigheden ikke længere er givet på forhånd for os danskere, hvor skal vi så finde den? Sådan som videnskaben er defineret, kan vi ikke ty til denne for at finde definitive svar på etiske spørgsmål. Skal retfærdigheden så komme indefra, som den gjorde for mig på terrassen? Hvis den skal komme indefra, for hvert enkelt individ, hvordan kan vi så sikre os at vi kommer frem til den samme opfattelse af retfærdighed? Jeg har på fornemmelsen at vi i Danmark langsomt bevæger os imod et mere og mere individualiseret retfærdighedsbegreb. Men hvordan skal vi så indrette vores samfund?

Jeg tror, at det første vi bliver uenige om, med hensyn til retfærdighed, er hvem den gælder for. Skal vi være retfærdige og solidariske overfor edderkoppen? Hvad med svenskeren? Eller flygtningen? Jeg tror, uden at vide det, at dem man er mest retfærdig overfor, er dem man bedst kan identificere sig med. Derfor er det relevant om den enkelte dansker først og fremmest identificerer sig som dansker, som europæer, som verdensborger eller sågar blot som levende organisme. I den ene ende står folk som folketingsmedlemmet Marie Krarup. I et interview om næstekærlighed fortalte hun: ”…Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her.”[1] Der er ingen tvivl om, at Marie Krarup må identificere sig som dansker frem for som verdensborger. Men betyder det så, at en udtalelse som ovenstående er et udtryk for danskhed? Hvordan kan det, at have et inkluderende fællesskab, hvor vi hjælper andre mennesker, være ødelæggende for Danmark, som i sin grundvold er bygget op omkring et inkluderende og solidarisk samfund? Det eneste logiske svar må være, at der for Marie Krarup må være en grænse for danskhedens udbredelse. Hun må mene, at man kun kan være inkluderende, solidariske, retfærdige, danske til en hvis grænse. Men har danskheden en grænse for hvor meget den kan udbredes? Måske har æbleskiver, bacon og det smukke landskab begrænsninger. Men er det ikke bare lidt tidligt at sige, at værdier som fællesskab, ytringsfrihed, retfærdighed eller medmenneskelighed har den samme begrænsning? For bygger danskhed ikke i mindst lige så høj grad på disse? Man kunne jo prøve at spørge edderkoppen



[1] Marie Krarup: Den syriske flygtning er ikke min næste - Marie Krarup, medlem af folketinget, DF - 6. oktober 2015 - https://www.kristendom.dk/hvem-er-min-naeste/den-syriske-flygtning-er-ikke-min-naeste

Danskhed?

Danskhed?
”Det er typisk dansk at spørge, hvad er dansk” I de danske politiske debatter bliver ”danskheden” ofte taget op som diskussionsemne. Diskussionen er efterhånden forekommet så meget, at det er blevet en del af danskheden. Der er ingen tvivl om, at det ikke er alle politikkere, der har samme holdning til, hvad det virkelig er, der gør en dansk, men det er efterhånden heller ikke kun blandt politikkere, at diskussionen finder sted. Det er efterhånden også en diskussion, der finder sted ved mange middagsborde rundt om i landet. Personligt har jeg også selv en ide om, hvornår man er dansk, og hvad danskhed er, men findes der en præcis definition for, hvornår man er dansk? Og har alle danskere en fælles opfattelse af, hvad grundessensen af danskhed egentlig er? 

Mad er en af de første ting, der dukker op i mit hoved, når jeg tænker på danskhed. Men det er ikke alt mad, jeg forbinder med danskhed. Det er de gode gamle danske traditionelle retter som f.eks. frikadeller, som minder mig om danskhed og Danmark. Det er de frikadeller, som jeg kan huske, at min mor har haft lavet til mig, siden jeg har været helt lille. Jeg kan huske de vinteraftener, hvor vi har fået frikadeller til aftensmad, hvor det har været mørkt udenfor, og lyset vi havde tændt var stearinlys. Det er dog ikke kun Danmark og danskhed, jeg forbinder med mad. Jeg forbinder generelt lande med deres nationalretter og andre traditionelle retter. Når jeg f.eks. tænker på Italien, er det pizza nede langs Gardasøen midt på en varm sommerdag, der er noget af det første jeg tænker på. Jeg tror heller ikke, at jeg er den eneste, der bl.a. forbinder danskhed med mad. Det er dog nok forskelligt, hvilke retter man forbinder mest med Danmark. Stegt flæsk med persillesovs er nok også en af de retter, som mange forbinder med danskhed. Den danske nationalret er jo også stegt flæsk, men betyder det også, at stegt flæsk er mere dansk end f.eks. frikadeller, som jeg forbinder med min danskhed? I min optik kan man ikke som udgangspunkt afgøre, om der er noget falskt angående, hvad typisk dansk mad er, men der er sandsynligvis nogen, som vil være uenige med mig.

Hvornår er man dansk? Det er et af de spørgsmål, man nok aldrig får endeligt svar på. Personligt kan man sagtens mene, at man har svaret, men det er nok ikke noget, der nogensinde vil blive helt enighed om. Jeg læste for kort tid siden en artikel på TV2’s hjemmeside om en udtalelse, der handlede om hvornår man kan kalde sig for dansk. Det var Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, der havde sagt, at man er dansk idet man tager del i det, som betyder noget for danskerne såsom de kristne højtidligheder. Senere i hans udtalelse sagde han også, at man ikke behøver at være dansker selvom, man har dansk statsborgerskab, er født i Danmark og kan tale flydende dansk. Det skabte selvfølgelig en masse debat. Jeg er overbevist om, at det vil skabe debat uanset, hvad man svarer. Jeg føler personligt ikke, at man behøver at have et dansk statsborgerskab for at være ”dansker”, og man behøver heller ikke nødvendigvis at kunne snakke flydende rigsdansk. I min optik er det vigtigt at være og føle sig som en del af den danske kultur for at kunne kalde sig selv for dansk, det betyder dog ikke, at man f.eks. skal være kulturkristen for at være dansker. De danske normer er også noget jeg synes er en vigtig del af at være dansker. Men jeg tænker som tideligere nævnt stadig ikke, at der findes et endeligt svar på spørgsmålet om, hvornår man er dansk.

Er der en bestemt måde vi danskere opfører os på? Eller er vi ligesom alle andre lande? Er vi ligesom vores europæiske brødre? Har vi nogle specielle og underlige adfærdsmønstre? For et par år siden var jeg på ferie i USA med min familie. Vi havde lige været en uge i Seattle og var på vej til lufthavnen for at rejse videre. I bilen vi havde lejet, var der ikke plads til os alle sammen med vores bagage, så sammen med min mor tog jeg bussen hen til lufthavnen. Bussen var ikke propfyldt, men i den ende af bussen vi var i, var der alligevel fyldt op. Passagererne havde ikke bare sat sig så langt væk fra hinanden som muligt. Det endte endda med, at vi snakkede med nogle af dem, vi sad tæt på. Det var alligevel ikke noget, jeg før havde prøvet. Hjemme i Danmark, plejer vi jo altid at sidde så langt væk fra alle andre passagerer som overhovedet muligt, og vi kunne bestemt heller aldrig finde på at snakke med dem. Så er vi i Danmark generelt socialt akavede? Gider vi bare ikke at snakke med hinanden? Eller har vi simpelthen for mange fordomme overfor vores med mennesker?
Det var noget andet ved busturen, der chokerede mig. De pasagerer vi endte at snakke med, var ikke nogle fra vores normale omgangskreds. Det var to stofmisbrugere, og det chokerede mig lidt, hvor venlige de egentlig var. De hjalp os endda med vores kufferter, noget jeg heller aldrig havde oplevet i Danmark før. Efter oplevelsen besluttede jeg mig for, at ændre min sociale adfærd i offentligtransport, da jeg faktisk havde en rigtig god oplevelse på busturen. Denne beslutning blev dog vendt helt på hovedet, idet jeg kom hjem. Jeg kunne lige pludselig ikke få mig selv til at gøre det. Hvad mon de andre passagerer ikke ville tænke om mig? Ville de bare tænke, at jeg var underlig eller ville de tro at jeg fejlede noget? Der gik det op for mig, mon vi ikke bare lever for meget efter janteloven i Danmark. Går vi ikke bare hele tiden rundt med tanken, om at vi ikke skal tro, at vi er noget? Det er i hvert fald den tanke, som ofte har holdt mig tilbage. Så agerer vi egentlig ikke bare generelt efter janteloven her i Danmark?

Hvem repræsenterer Danmark? Og er vores repræsentanter overhovedet som en typisk dansker? Spørgsmålet er nok endnu et af de spørgsmål, man aldrig kan blive helt enige om. Jeg tænker dog, at de fleste danskere kan blive enige om, at dronningen er med til at repræsentere Danmark. Det er nok ikke alle, der mener, at hun er en god repræsentant, men de fleste danskere vil nok stadig mene, at hun repræsenterer landet. Men er dronning Magrete en typisk dansker på trods af sin profession? I mine øjne er hun ikke en karakteristisk dansker. I Danmark fylder ytringsfriheden jo meget, og det er en af landets vigtigste værdier. Det er kun kongefamilien ytringsfriheden ikke gælder for, så dronningen er jo ikke nogen sædvanlig dansker. Selvom at dronningen ikke er nogen typisk dansker, kan hun jo sagtens stadig være en god repræsentant for landet, men det er en individuel holdning.
Ligesom Danmark har repræsentanter som størstedelen af befolkningen er enige om, er der også repræsentanter for Danmark, som kun gælder for små grupper af befolkningen. Jeg ser f.eks. Rune Glifberg og Jonas Daater som repræsentanter for Danmark, og jeg vil skyde på, at flertallet af befolkningen ikke engang kender til dem. De er to af Danmarks bedste skatere, og de er kendt hele verden rundt. Det skulle ikke undre mig, hvis jeg heller ikke kendte til dem, hvis ikke jeg skatede, men skating er en så stor del af, hvem jeg er, så for mig er de repræsentanter for den danske skatescene. Men kan man egentlig sige, at de er repræsentanter, idet langt fra hovedparten af danskerne ved, hvem de egentlig er?          

Kan man have en forkert opfattelse af, hvad danskhed er? Overordnet vil jeg personligt ikke mene, at der findes en forkert danskhed, men det er endnu et spørgsmål, som der nok aldrig bliver helt enighed om. Alle danskere opfatter jo Danmark lidt forskelligt, så det er svært at sige, at nogen kan have en falsk danskhed. Hvordan kan man også afgøre, hvis danskhed der er forkert? Kunne det ikke lige så vel være, at ens egen danskhed ikke var rigtig? Jeg mener dog, at der findes undtagelser. Der er visse elementer, man i mine øjne ikke kan kalde for dansk. Det er en hårdfin grænse for, hvornår man kan forbinde noget med danskhed. Som udgangspunkt synes jeg f.eks. ikke, at mad som kebab eller lignende kan være en del af nogens danskhed, da kebab jo ikke er dansk eller er noget, vi har haft i Danmark i mange generationer. Men jeg ved jo ikke om den kebab vi kan få i Danmark overhovedet minder om den oprindelige kebab, da jeg aldrig har været i nogle af de arabiske lande, hvor kebabben kommer fra. Det kan jo være, at den er helt anderledes der, og at den kebab vi kan købe derhjemme er en videreudvikling af den oprindelige kebab. Det kan være, at man slet ikke kan få en lignende kebab andre steder i verden.

Danskheden er ikke nogen fast definition. Det kan måske derimod kaldes udefinerbart. Den kan være forskellig fra person til person, da vi hver især opfatter Danmark forskelligt. Det er også forskelligt fra person til person, hvornår man egentlig kan kalde sig for dansk. Der er dog nogle grundelementer, som er ”faste” elementer i danskheden som f.eks., hvordan man opføre sig, når man køre med offentlig transport. Det er dog ikke kun positive elementer, som man kan forbinde danskheden med, da den danske adfærd bl.a. har taget meget facon efter janteloven. Men betyder danskheden i virkeligheden noget, idet den alligevel er forskelligt for hvert enkelt individ? Eller er det bare noget, vi bruger for at være en del af et fællesskab?