Danskhed??

Jeg synes det er for nemt at hylde danskheden, hylde fællesskabet, vores rettigheder og hyggen i vores lille land. Jeg synes det er mere interessant, at kunne se den mørke side og mønten og kommentere på de problemer, som det danske samfund har skabt for sig selv. Når jeg skal forestille mig danskheden, ser jeg ikke kun fodboldkamp, jul og fællesskabets farver. Jeg ser en stor flok egocentrikere der hellere vil passe på dem selv, end at kæmpe en kamp for hvad der er retfærdigt.  Jeg ser en gruppe mennesker i masker, som gemmer sine følelser væk og skaber falske billeder af sig selv for at tilfredsstille andre. Jeg ser en frygt for kritik af sit selvbillede og andre omkring sig. Jeg ser en flok forvirrede høns, der leder efter den redekasse de er blevet bestemt til at skulle ligge deres æg i. Jeg ser den sorte danskhed.

 ”I Danmark har vi frihed og mulighed til at være den, vi har lyst til at være; tænke, som vi vil; ytre os, som vi vil; klæde os, som vi vil; og have de værdier, som vi vil.”. (https://www.danmarkskanon.dk/vaerdi/frihed/)

Hvis den danske befolkning skulle have frihed og mulighed til at være lige hvad de vil, hvorfor fanden er vi så alle sammen så latterligt ens? Jeg kan ikke påstå at jeg selv bryder de sociale normer og lever et såkaldt ”frit liv”, i betragtning af at jeg selv er en ung studerende under et af Danmarks mange gymnasier, men jeg er i det mindste dannet nok til at kunne se et sammenfattende mønster i næsten alle unges opdragelse. Gå i skole. Bliv student. Få en uddannelse. Find et job. Tjen penge indtil du skal pensioneres. Hvor ligger friheden i den livsstil? Vi hører hele tiden om vigtigheden i at have et samfund hvor de beslutninger man tager i sit liv er sine egne, men alligevel ender folket med at køre i den præcist samme mølle. Studenterhuen på hovedet, et enkelt sabbatår til at få ro på, og så derefter en lang og hård uddannelse i håbet om at leve op til sine forældres forventninger om at blive Danmarks mest velhavende læge. Hvis man beslutter sig for at søge andre muligheder, bliver man mødt med kommentarer som ”Hvad gik der galt med ham?”, eller ”Han må have klaret sig rigtig dårligt i skolen.”. Det er ikke altid accepteret og tage de beslutninger som man selv ønsker, og dette kan resultere i at mange usikre individer ender med at presse sig selv ud i en situation hvor de ikke kan stå på deres egne to ben.

Vi lever i et samfund af forventninger. En konstant kamp for at tilfredsstille de mange krav som verden tynger på os. Et evigt pres til at nå fem ting på en gang og en skuffelse hos en selv og hos andre, når man ikke kan nå alt. Et uendeligt kapløb med tiden, mens man puster og skubber sig selv for at komme igennem ugen for til sidst at finde ud af, at slutlinjen også var starten på et helt nyt løb. Der er altid forventninger der skal opnås, og tiden til at nyde livet og slappe af, bliver fordærvet med de sitrende bagtanker om alt hvad man mangler af lave og burde få gjort. Op til 430.000 danskere, svarende til 10-12 %, oplever symptomer på alvorlig stress hver dag. Kan dette bare være et tilfælde? Kan dette være et ”personligt problem”? De danske normer gør det svært at udtrykke svaghed, når livet handler om altid at udstråle succes. I det danske samfund er det ikke okay at sige, at man ikke er okay. Dette skaber indelukkede mennesker, der spærrer sig selv ind i egne tanker og graver sig selv ned i et dybere og dybere hul. Det er nemt at sige at stress er et stort problem for mange danskere. Den svære del kommer, når vi skal spørge os selv om, hvad det er vi gør forkert, og hvordan problemet kan løses.

Men det er svært at have sin egen mening i Danmark. Hvorfor må man ikke fornærme nogen i vores samfund? Hvorfor kan man ikke være kritisk over for andres idéer, uden at være kritisk overfor deres person? ”Hvis der var uomtvisteligt bevis for, at drenge tog skade på deres sundhed eller seksualitet – som det gælder ved omskæring af piger, hvilket derfor er forbudt – ville der ikke være nogen tvivl. Så måtte omskæring forbydes på drengebørn og kun tillades voksne efter egen beslutning. I stedet står vi med to hensyn og ’virkeligheder’ i den betændte debat om omskæring af drenge i islam og jødedommen. Det ene hensyn gælder drengene. Det andet gælder religiøs frihed og tolerance.” (http://politiken.dk/debat/ledere/art5629744/Omsk%C3%A6ring-af-drenge-b%C3%B8r-ikke-v%C3%A6re-ulovligt).

Så forklaringen på at omskæringer af drenge er lovligt i Danmark, handler altså om ”religiøs frihed og tolerance”? Et forsøg på ikke at fornærme religioner i frygt for at fornærme deres ide om hvordan verden fungerer? Jeg synes det er pinligt og uforsvarligt. Vi skal stoppe med at se de nyfødte som muslimske børn, og i stedet se dem som børn af muslimske forældre. Vi kan ikke vælge deres fremtid for dem, og det er en barbarisk og uacceptabel behandling overfor små børn i det moderne, danske samfund. Det er ikke Burkaloven. Det er ikke en form for symbol-politik, der skal sende en besked om hvor meget religion vi tolererer. Det er mishandling overfor børn der ikke har muligheden for at forsvare sige selv. Det er ikke okay.

Problemet er, at den danske mand ikke må have upopulære meninger noget. Den danske mand lever i frygt for kritik. En debat om religion bliver hurtigt forvandlet til et ensidigt angreb rettet mod de troende, i vores konfliktsky Danmark. Ordet ”Racist” bliver hurtigt kastet efter hinanden, og kritikken af idéen bliver hurtigt omspundet indtil en kritik af personen. Hvis det skal være en dansk værdi at hylde friheden, og rettigheden til at tage sine egne beslutninger, så kan vi ikke give forældre lov til at lemlæste deres børn, uanset hvilken religion bliver lemlæstet i processen. Vi bliver nødt til at have et mere respekterende samfund, hvor kritik af idéer ikke skaber had, men overvejelser og modargumenter. Hvordan skal vi udvikle på det danske samfund, hvis vi ikke kan være kritiske overfor hinanden?

Jeg synes vi lever i et samfund med mangel på kritik. Jeg er træt af, at Danmark ikke kan se forskel på idéen og personen. Jeg er træt af, at Danmark ikke har nok rygrad til at kæmpe for det retfærdige, i frygt for hvem de fornærmer. Jeg er træt af, at man ikke må udtrykke sine svagheder i Danmark, og at stress bliver set som et ”personligt problem”. Et samfund der kan acceptere at folk ikke er ens, og at vi har forskellige meninger som både kan argumenteres og diskuteres. Det håber jeg kan blive det jeg ser, når jeg skal forestille mig danskheden.