Danskhed?

Hvad er danskhed, og hvad vil det sige at være dansk? Begrebet danskhed har næsten altid været der, men siden 1990´erne i forbindelse med den store eksplosion af indvandring, har vi fået tudet ørene fulde af begrebet danskhed, og hvad det vil sige at være dansk. Danmark gik på kort tid, fra at være et homogent samfund, til i højere grad at blive et mere multikulturelt samfund. Denne udvikling skabte grundlaget for den store debat om danskhed. Den gode gamle danskhed blev jo truet af globaliseringen, og af de nye kulturer som indvandringen bragte med sig. Sådan følte nogen i hvert fald. Det bliver ofte blevet sagt, at Dansk Folkeparti har taget patent på danskheden, hvilket ikke er så svært at forstå. I manges øjne virker det som, at Dansk Folkeparti hænger i de gamle danske værdier, og at deres syn på danskheden ikke stemmer overens med udviklingen af Danmark. Fordi danskheden er jo ikke den samme, som den var fra 10 eller 20 år siden, danskheden er blevet ændret i takt med, at Danmark har udviklet sig. I dag er det vel ligeså dansk at spise en shawarma, som det er at spise stegt flæsk med persillesovs. Eller er det? Det er det for nogle, og for andre er det ikke. Men hvilke værdier er det så, vi danskere ser som danske?

Danskhed er så mange ting, men noget, der er rigtig typisk dansk er refleksionen over, hvad der er typisk dansk, og refleksion over hvem vi er. Dette fænomen om danskernes refleksion over danskhed har Else Gress formuleret. ”Det er så typisk dansk at spørge til hvad der er typisk dansk”. Og det er nemlig så hamrende dansk at spørge til, hvad der er dansk. Når man søger på nettet, hvad der er typisk dansk, kommer der utallige artikler op om dette, og om den såkaldte danskhed. Vi danskerne tænker som ingen andre over, hvad det vil sige at være dansk, og hvornår man overhovedet er dansk. Vi reflekterer hele tiden over hvem vi er, og hvad der er specielt ved lige præcis os. Det er nok også derfor, debatten om danskhed fanger folk - fordi den handler om os og vores identitet.  Det er sjældent, at man går en uge uden at se et opslag eller en artikel, som i større eller mindre omfang omhandler danskhed. Selv i folkeskolen er danskhed blevet en del af undervisningen, så allerede her skal børn og teenagere tage stilling til det store spørgsmål om danskhed. Det skal undersøges, diskuteres, vendes og drejes, selvom vi aldrig kommer frem til ét facit. Jeg husker tydeligt, da jeg i folkeskolen skulle have om danskhed. I første omgang vakte det ikke ligefrem glæde hos mig. Jeg synes, det lød noget så kedeligt, og jeg tror endda, jeg himlede med øjnene. For vi vidste jo alle sammen godt hvad danskhed var. Det troede vi da i hvert fald. Vi havde hørt om det hundredesytten gange før: på nettet, i fjernsynet, fra vores forældre og jeg kunne blive ved. Det var måske også derfor, vi troede, at vi vidste åh så meget om dette emne. Men alligevel kunne ingen svare helt præcist på spørgsmålet om, hvad danskhed egentlig er, så vi fandt ud af, at danskheden var meget mere svær og udefinerbar end vi troede. Men måske var det også fordi, vi egentlig aldrig havde ledt efter en præcis definition, måske havde vi bare tænkt ”danskhed er danskhed”. Og er det egentlig ikke også bare det? Men alle tænkte så det knagede, og folk begyndte så småt at sige ting, som de mente var en del af danskheden, men ikke hvad danskhed var. Der blev nævnt ting såsom H.C Andersen, som flæskesteg, som den danske natur og demokrati. Alle sammen traditionelle danske værdier. Og selvfølgelig ytringsfriheden. Ytringsfrihed - det første som sprang ind i mit hoved, og nok også i de fleste andres. Ak ja, den store mægtige ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er for mange både den bedste og vigtigste værdi i det danske samfund. Allerede i 1849 fik danskerne ytringsfrihed, og på de knap 170 år ytringsfriheden har eksisteret, har den skabt hundredvis af konfliktikter på grund af misbrug af ytringsfriheden, som der så måske alligevel ikke var misbrug af ytringsfriheden? Fordi hvornår misbruger man ytringsfriheden? Og er der overhovedet en ytringsfrihed, hvis den ikke bliver misbrugt? Med dette mener jeg at kan man overhovedet være sikker på, at vi har ytringsfrihed, hvis det aldrig diskuteres, hvornår ytringsfriheden er blevet misbrugt? Når spørgsmålet om misbrug af ytringsfrihed stilles kan man ikke undgå at tænke på muhammedtegningerne. Verden over var muhammedtegningerne grundlag for krig, konflikt og kaos, og Danmark var ikke just populære. Muhammedkrisen satte vores ytringsfriheden på prøve, og den skabte kæmpe debatter. Debatterne gik på om muhammedtegningerne var ytringsfrihed eller ej, for er muhammedtegningerne egentlig et glimrende eksempel på ytringsfrihed, eller er det dybest set et eksempel på kraftig misbrug af ytringsfriheden? Ifølge grundloven overtrædes ytringsfriheden så snart, ytringer rammer en gruppe af personer - og muhammedtegningerne ramte mange muslimer, og så var muhammedtegningerne vel et brud på ytringsfriheden. Men kan man godt sige, at det var et brud på ytringsfriheden, når formålet med disse tegninger ikke var at krænke nogen, men derimod at vise, hvordan folk censurere dem selv i ren og skær frygt? Det kan diskuteres i al evighed, og der er både argumenter for og imod. Men et argument, der bliver der bliver ved med at poppe op i mit hoved er om retten til at bringe sådanne tegninger, skal have lov til at udøves så følgerne bliver, at vores alles sikkerhed og tryghed sættes under større pres end allerede den er i forvejen? Det er jo lige præcis det som ytringsfrihed handler om, og derfor er det er så svært at svare på, men danskerne vil i hvert fald gå meget langt for deres ytringsfrihed, for ytringsfriheden er en kæmpe brik i vores puslespil om danskhed.

En anden vigtig værdi i Danmark er tolerance. I forbindelse med ytringsfrihed spiller tolerance også en rolle. Hvis vi skal have ytringsfrihed, skal vi også have tolerance. Vi er nødt til at tolere andres ytringer, men dette betyder ikke, at vi behøver at være enige i dem, men derimod blot, at vi tolererer dem. Stik i mod forventningerne viste undersøgelser, at danskernes tolerance faktisk steg overfor muslimer under muhammedkrisen. Dette er igen et eksempel på, at før vi kan have ytringsfrihed, skal vi også have tolerance. Men er tolerance en så vigtig dansk værdi? En stor del af danskheden er tolerancen overfor homoseksuelle. Danmark og danskerne er kendte for vores tolerance af homoseksuelle, og det er kun en tolerance som stiger. Der er mange mennesker, som er imod homoseksualitet, og mener at vielser af homoseksuelle er forkert. For eksempel er Pia Kjærsgaard imod vielser af homoseksuelle, men hun tolererer dem stadig. Men hvorfor er danskerne så tolerante, hvis vi altså overhovedet er det? Det kan have noget at gøre med, at det ligger dybt i os og vores værdier at være tolerante overfor vores medmennesker. Danskerne har generelt en høj grad af tolerance overfor forskellighed, men det er selvfølgelig heller ikke sagt, at det er alle danskere, som er tolerante, for det er det langt fra.

Danskhed er defineret ud fra de danske værdier, men de danske værdier er forskellige fra individ til individ. For mig er danskhed den nationalfølelse, man får når nationalsangen ”Der er et yndigt land”, synges til landskamp, det er at spise jordbærtærte en varm sommerdag, mens dannebrog flager, men for mig er danskhed også at spise en shawarma efter en fest.  Jeg spurgte min 8-årige lillebror, hvad han troede danskhed var for noget. Først fik jeg et mærkeligt og undrende blik sendt i mod mig, hvor jeg straks begyndte at vente på det klassiske ”det ved jeg ikke”, men det fik jeg ikke, han sagde nemlig selvsikkert: danskvand og dronning Margrethe. Danskvand kan vi nok alle blive enige om ikke er en del af danskheden, men er dronning Margrethe en del af danskheden? Hun er i hvert fald dansk. For mange er dronning Margrethe og kongehuset er en vigtig dansk værdi, fordi kongehuset repræsenterer Danmark, og det danske fællesskab. For fællesskab, det er igen endnu en vigtig dansk værdi, og må dermed også være en del af danskheden. Det nationale fællesskab hviler på historien, kulturen og traditioner. Vores fællesskab er basis for mange ting i vores samfund, for eksempel vores demokrati. Og når det så er sagt, må vi aldrig tage det danske fællesskab for givet. Det skal passes og plejes, for ellers forsvinder det. Danskerne går så meget op i, hvordan vi hver især er specielle, i stedet for at gå op i hvad vi har tilfælles. Kongehuset er noget vi alle sammen har tilfælles, men alligevel er der mange, som synes, at kongehuset skal afskaffes. Kongehuset er da en del af grundlaget for det nationale fællesskab? Det nationale fællesskab er vigtigt, men så er kongehuset måske en værdi, der er ved at løbe ud i sandet? Måske er det fordi vi er blevet nærige, måske er det fordi vi har fået nye værdier, som også repræsentere det nationale fællesskab. Danskerne ændrer sig, og ligeså gør værdierne.

Når man snakker om danskhed, snakker man også om hvad det vil sige at være dansk. Og ja, hvad vil det så sige at være dansk? For mig er det at være dansk ikke det samme som at være dansk statsborger. At være dansk for mig er noget kulturelt, og så bliver det jo straks værre, for kultur er ikke sådan lige at definere. Kultur er vaner, adfærd, de uskrevne regler og normer, fordomme og værdier. I mine øjne er man dansk, når man føler sig en del af Danmark, den danske kultur og det danske fællesskab. Det betyder, at det langt fra er alle, der bor i Danmark, som er danske. Men man behøver vel heller ikke nødvendigvis være dansk for at bo i Danmark? En dansker kan da også flytte til Amerika, uden at behøve at blive amerikaner. Men man har stadig et ansvar for at blive en del af samfundet, og det er her problematikken ligger. For det nytter jo ikke noget at tage til et land, uden at prøve at blive en del af samfundet. Men hvem skal bestemme hvad det vil sige er dansker? Jeg mener, at det er forskelligt fra person til person, hvad man synes danskhed er. Den ældre generation har generelt et mere traditionelt syn på hvad der gør en dansk, mens den yngre generation generelt har et mere moderne syn på det at være dansk. Vi har hver især vores ide om, hvad det vil sige at være dansk er, og hvad danskhed er, og derfor bliver vi aldrig enige om hvad danskhed er, men vi kan nok alle sammen blive enige om nogle værdier, der repræsenterer Danmark. Så hvorfor er det så vigtigt at definere begrebet til punkt og prikke? Det burde vi måske spørge os selv om.

Danskhed?

Hvad vil det sige at være dansk? At bo i Danmark? At kunne sproget? Det er meget relevant i disse tider med et stigende antal flygtninge og immigranter, der ankommer til Danmark. Hvad skal der til, før de bliver danske? Jeg mener, at det at være dansk ligger i kultur og adfærd. Vi danskere skiller os ud fra mange dele af verdenen med en række unikke normer. I Danmark er der blandt andet stor forskel på det offentlige rum dog det hjemlige. Danskere taler sjældent med fremmede på gaden. Det kan måske godt virke som om, vi ikke er meget for at være i selskab med andre, men når vi kommer hjem til venner og familie, så er det det en helt anden historie, så hygger vi. Begrebet hygge er blevet kendt i store dele af verdenen, som en fantastisk del af det at være dansk. Vi gør meget ud af det hyggelige i hjemmet, og synes det er dejligt f.eks. at kunne sidde i stuen sammen med en skål slik og se en film sammen. Begrebet er noget helt specielt dansk, man finder ikke noget lignende i nogle andre sprog, med undtagelse af norsk. Ole Lauridsen fra Aarhus Universitet har udtalt sig: ”Hyggen er en del af den danske folkesjæl. Danskere ved, hvad det er, uden måske at kunne forklare det. På engelsk er det svært at forklare det. Man skal være dansker for at forstå det.”[1] Hvis du nogensinde har prøvet at forklare nogle venner eller familie fra et andet land, hvad hygge er, så finder du ud af, at det ikke er så let. Det engelske ord ”cozy”, dækker ikke helt over det samme, hvor det kan være noget så som at sidde behageligt og slappe af, så dækker hygge over noget andet. Det jeg forstiller mig som en hyggelig aften, det er at være hjemme i stuen med familien. Brændeovnen er tændt, vi ligger på sofaen med tæpper og en stor skål popkorn. Der er sat film på. Det er gråt og kedeligt udenfor, men inde i stuen er der dejligt, med masser af lys, dog dæmpet og behageligt.

Danskere er unikke på mange måder, vores kultur er lidt af et mix af andre europæiske kulturer. Vi har et sprog fra Skandinavien, en sort humor der godt kunne minde om den engelske som f.eks. er udtalt i Monty Python og en typisk pligtopfyldende nordeuropæisk arbejdsmoral hvor man skal yde før man kan nyde. Danmark er kendetegnet ved vores velfærdsstat, som kun kan opretholdes, fordi befolkningen som helhed bidrager til fælleskassen. Problemet kan komme når befolkningen ikke deler idéen med at yde før at nyde. Et fantastisk eksempel på dette er Grækenland, hvor der blev hevet penge ud af statskassen, men ikke lagt nær så mange tilbage, det endte med en økonomisk krise. Danskere er generelt ordensmennesker. Hvis man kigger på et offentligt dansk toilet sammenlignet med fx et amerikansk, så vil det nærmest ligne et paradis. Vi følger generelt reglerne til punkt og prikke, og du ser tit danskere som ikke går over for rødt, selvom der ingen biler er. Efter de har stået der i et halvt minut, kommer en turist eller indvandrer forbi og valser lige over vejen. Vi danskere har en enorm tro på det system vi er en del af, og den stat der passer på os. Danskere stoler som grundregel på hinanden, et godt eksempel er, at det er normalt i Danmark at lade barnevognen stå udenfor den café man er inde på, for vi stoler på, at der ikke er nogen der tager barnet. I andre lande kan du blive dømt for denne handling.
Danmark deler en førsteplads med New Zealand, som det mindst korrupte land i verden, og dette afspejler igen danskernes tro på, at vores stat vil os det bedste og at vi følger reglerne, ikke fordi vi er bange for straffene, men fordi vi tror på er de er til for at gøre samfundet bedre.

Traditioner er også noget af det, som skiller danskere ud. Vi er nogen gange meget nationalistiske, og elsker hver gang vores lille land bliver nævnt i storpolitik, eller bare i internationale arrangementer. Dog laver vi andre gange grin med vores land, både som helhed, men også af de forskellige dele i Danmark: En århusianer kunne gøre grin med en nordjyde, en nordjyde med en københavner og en københavner med en bornholmer osv. Hvis vi kigger på vores søsternationer mod nord, så er det samme historie. Vi har samarbejdet i generationer, og selvom den sidste indbyrdes strid i Skandinavien fandt sted for over 200 år siden, så sætter det ikke en stopper for at gøre grin med hinanden. Det er meget vigtigt for en dansker at kunne kalde sig dansk, og jeg bliver i hvert fald selv noget irriteret hvis en fremmed grupperer mig sammen med en svensker.
Maden vi spiser i Danmark ændrer sig også fra sted til sted, dog tror jeg, du vil have svært ved, at finde en dansker, der ikke kan lide rugbrød, det burde næsten være vores nationalret, eftersom de fleste spiser det dagligt. Men hvis du træder uden for landets grænser, så er det mere eller mindre det modsatte, du finder. Med undtagelse af nogle steder i Nordtyskland, så finder du ikke mange andre steder, man kan købe brødet. Rugbrød er noget som vi danskere associerer meget med det at være dansk, da vi igennem næsten hele vores historie har produceret og spist det.

Vores historie har også en del at sige om vores kultur. Vi har i de seneste hundrede år været en mindre, næsten ubetydelig, politisk magt i Europa. Vi har været Europas underkuede stat, og det har sat sig præg i danskheden. Vi har det ofte med at heppe på den lavest stående som har det svært fx i film eller historier, hvor vi hepper på at den lille helt triumferer over den store skurk. Det passer også sammen med vores velfærdsstat, hvor vi tager os af de svageste, og prøver at sørge for at give alle lige muligheder.

Noget andet der godt beskriver danskere, selvom det ikke er dansk, er Janteloven. Idéen med at du ikke er bedre end andre er indbygget i danskere, hvor en amerikaner ville prale og vise alle hans materialistiske goder, hvis han klarer det godt i livet. Der vil en dansker sidde lige så stille og holde det for sig selv. Hvis man begynder at prale i Danmark, specielt hvis andre ikke kender dig, så bliver der set ned på dig. Som om du er en opblæst nar og en narcissist. Selvom dette ”mindset” hjælper med at holde alle lige, hvilket kan være behageligt, så kan det desværre også holde talentfulde folk tilbage. Du kan ikke bane dig vejen frem i Danmark på samme måde som en med resurserne i USA ville kunne gøre. Det er ikke på samme måde attraktivt at skille sig ud, og selvom der kunne være penge i det, ville der ikke blive set op til dig, nærmere vil nogle se ned på dig.

Noget der dog ikke bliver set ned på i Danmark er, at lave grin med alt og alle. Danskere har muligvis den sorteste, mest sarkastiske humor af alle folkefærd; Jeg så engang skrevet på Facebook at, ”Hvis din humor ikke er så sort, at den kan arbejde i sukkerplantager, så er du ikke rigtig dansk” og det er til en vis grad rigtigt. Vi danskere har noget af den mest racistiske humor der findes, dog aldrig ondsindet ment. Selvom det godt kan være sådan andre opfanger det. Bandeord, som bliver brugt i hverdagssnak af mange danskere, bliver i udlandet set som skændselsdåd, som man ikke kan være bekendt at benytte. I store dele af verden må man ikke lave grin med religion, i USA må man ikke lave sjov med race, i Tyskland er det ulovligt at kalde sig nazist. Men kom bare til Danmark, hvor det er ok, bare for sjov, at kalde sig nazist og snakke om sorte og jøder som ”Untermensch”. Religion er dog lidt en anden snak. Efter Mohammedtegningerne og krisen der fulgte, er der blevet sat lidt en stopper for kritikken af islam, selvom vi stadig laver sjov med andre religioner. Noget helt unikt ved danskere er vores selvironi. Vi laver næsten lige så meget grin med os selv, som vi gør af andre. Lande som Frankrig, Kina eller USA, ser sig selv som stormagter, og vil aldrig lave grin med deres eget land.

Der er mange ting, der gør os danskere unikke, og det er måske ikke alt sammen til at forstå for ”ikke danskere”. Men hvornår er man dansker og hvornår er man ”ikke dansker”? Hvad skal der til som ikke-dansker, før man kan kalde sig dansk? Vi snakker meget om at alle indvandrerne skal integrere sig i samfundet, men hvornår kan vi sige at de er integreret? Det er der ikke noget definitivt svar på.

---

[1] http://www.dr.dk/nyheder/kultur/sprogforsker-man-skal-vaere-dansker-forstaa-hygge

Journalistikkens 10 bud

1.     Informer om det væsentlige

2.     Skriv sandheden

3.     Tænk på læseren! Er det relevant for læseren?

4.     Se verden fra flere sider

5.     Brug kilder

6.     Vær kildekritisk

7.     Begynd med erfaringskilde, så partskilde og til sidst ekspertkilde

8.     Det vigtigste først

9.     Follow the money

10. Show it, don’t tell it

Danskhed?

At definere danskhed er lige så umuligt, som at forestille sig Danmark i en EM-fodbold finale for anden gang. Alligevel vil jeg gøre et forsøg. Om jeg som Richard Møller Nielsen, formår at gøre det umulige, må dog være op til den enkelte læser. At være dansk er ikke det samme, som at være dansk statsborger. Dét er en ren juridisk formalitet, der afgør, om du kan få statsborgerskab. At være dansk er langt mere abstrakt og kulturelt, og da kultur er noget uhåndgribeligt, er det straks vanskeligere at sætte ord på. Det er vaner, uskrevne regler, værdier og adfærdsmønstre der tilsammen går ind og påvirker, det Danmark vi kender. Og hvornår er man så en del af det?

Rent objektivt kan man sige, at en tilknytning til sproget og tilhørsforhold til landområdet er stærke markører. Dog er dette ikke altsigende, da der er så mange danske normer og traditioner, som gøre sig gældende.  Derfor bliver man også nødt til at have en subjektiv dimension til begrebet ”danskhed”. Jeg selv er af den opfattelse, at danskhed er et sæt traditioner, som vi danskere mere eller mindre ubevidst følger i vores hverdag, og som for nydanskere kan være svære at integrere sig under og dermed blive en del af. I min optik er danskheden, i alt det der er omkring os. Alt fra den gode tohjulede ven vi altid kommer omkring på, til faste vendinger og udtryk. Det er her, der og alle vegne og er hele tiden under udvikling.

Når man forsøger at bestemme et folkefærd, vil der altid være faldgrupper. Der vil altid være nogen der skiller sig ud, og nogen som tillægger sig andre værdier end en selv. Vi har alle værdier og vaner, som vi er stolte af og knap så stolte af.

Jeg selv er stolt af den sikkerhed, jeg hver dag er bevidst om. En sikkerhed der bliver forstærket af det danske velfærdssystem, og de medmennesker jeg har omkring mig. For hvis der er noget, det danske folkefærd er gode til, så er det at skabe tryghed. Hvilket jeg hver dag bliver bekræftet i. Selv tidligere i dag da jeg efter arbejde bevægede mig ned gennem Guldsmedgade i Århus, var jeg øjenvidne til denne tryghed, jeg så stolt fortæller om. En kvinde med en barnevogn og to indkøbsposer, var på vej ind i en opgang. To unge fyre kom gående forbi, begge med et skateboard under armen. Kvinden med barnevognen spurgte så de to unge fyre, om de ikke kunne hjælpe hende med barnevognen og de to indkøbsposer. Uden at tøve, tog de to unge fyr begge fat i barnevognen og hjalp kvinden ind i opgangen.  Denne lille episode var med til at indikere denne tryghed, og forstærke min opfattelse af den danske mentalitet. 

Efter oplevelsen kunne jeg dog ikke lade være med at spekulere på, om det to unge fyre havde hjulpet kvinden med barnevognen, hvis ikke hun selv havde bedt om det. Er det danske folkefærd kun hjælpsomme, hvis man selv opsøger hjælpen? Og hvis dette er tilfældet, hvad gør nydanskere så for at få den fornøden hjælp til at integrere sig, når de knap nok kan sproget?  En anden ting der slog mig, da jeg bevægede mig rundt i Århus midtby var, at mange af de lejlighederne jeg kom forbi manglede gardiner. Om der er et sammenhæng mellem de manglende gardiner, og den faktor, at man i Danmark selv skal opsøge hjælp, ved jeg dog ikke. Men jeg kunne dog ikke lade være med at tænke tanken, at det danske folkefærd måske er så opmærksomme på, ikke at overtræde hinandens personlige rum, at der ikke er behov for gardiner?  Jeg har heller aldrig oplevet at en person, jeg ikke kender, kommer og sætter sig på det ledige sæde ved siden af mig i bussen, hvis der har været et dobbeltsæde længere nede i bussen, som har været ledigt. Er dette typisk Dansk? Og er dette en del af den danske kultur? At være fremmede sky og forbeholdene. Hvis ja, så kan man vel næsten sige, at den danske kultur, gør det svært at integrere sig i landet og dermed blive en del af danskheden. Hvis danskheden altså er noget, man kan blive en del af.  For er danskheden ikke en individuel seance? Og er det Danmark vi kender ikke hele tiden under udvikling?

Nydanskere er vel også en del af den danske historie og derfor med til at præge danskheden. Danskheden er for mig en følelse og en adfærd, som jeg har svært ved at sætte i en boks. I det hele taget synes jeg at det at snakke om danskhed, og det at kategorisere et folkefærd, er typisk dansk. Som den danske forfatter Elsa Gress også siger "Det er så typisk dansk at spørge, hvad der er typisk dansk". Et spørgsmål ingen kan svare på, men alle gerne vil have svar på. Et spørgsmål, som er vigtigt for nationalfølelsen. For vi lever i en tid, hvor globaliseringen er på sit højeste, hvor udenlandske værdier præger de danske, og er med til at ændre dem. For nogen er dette lettere at forholde sig til end andre. Nogen higer efter at bevare det danske, mens andre nyder godt at den lokale shawarma. Den lokale shawarma, der med årene er blevet integreret i det danske køkken, og som har fundet sin plads ved siden af pizzaen, sushien, det gode baguette brød og den brune sovs med kartoflerne.

Det er nok de færreste, der går og tænker over, hvad og hvornår de gør noget, der er særlig dansk. Det er mest i situationer, hvor vi særligt er stolte eller flove over at være danske, at vi faktisk forholder os til danskheden. Som når vi vinder OL- guld, eller når vi ser danske skuespillere medvirke i store amerikanske film. Ved at være opmærksom på, hvad der er typisk dansk, og hvad det betyder, kan man også tage stilling til, hvad man synes om det. Der vil sandsynligt være nogle danske ting eller værdier, som man er mere begejstret for end andre. Nogle ting vil man kæmpe for at bevare, samtidig med, at man vil prøve at begrave andre.  For så snart man begynder at få øjnene op for danskheden, vil man opdage, at den er alle steder.  Man kunne spørge sig selv - er jeg en ”rigtig dansker”, som har styr på danskheden. Og dertil vil mit svar så være, at det er op til den enkelte. For danskhed er sådan en abstrakt størrelse, at man hverken kan omfavne den eller forholde sig til den. Så om mit indkast til en definition på danskheden er tilstrækkelig, afhænger af øjnene der ser. Da der ikke findes nogen juridisk formalitet til det at være dansker, men blot en masse forskellige holdninger og meninger.