Danskhed?

Hvad er danskhed, og hvad vil det sige at være dansk? Begrebet danskhed har næsten altid været der, men siden 1990´erne i forbindelse med den store eksplosion af indvandring, har vi fået tudet ørene fulde af begrebet danskhed, og hvad det vil sige at være dansk. Danmark gik på kort tid, fra at være et homogent samfund, til i højere grad at blive et mere multikulturelt samfund. Denne udvikling skabte grundlaget for den store debat om danskhed. Den gode gamle danskhed blev jo truet af globaliseringen, og af de nye kulturer som indvandringen bragte med sig. Sådan følte nogen i hvert fald. Det bliver ofte blevet sagt, at Dansk Folkeparti har taget patent på danskheden, hvilket ikke er så svært at forstå. I manges øjne virker det som, at Dansk Folkeparti hænger i de gamle danske værdier, og at deres syn på danskheden ikke stemmer overens med udviklingen af Danmark. Fordi danskheden er jo ikke den samme, som den var fra 10 eller 20 år siden, danskheden er blevet ændret i takt med, at Danmark har udviklet sig. I dag er det vel ligeså dansk at spise en shawarma, som det er at spise stegt flæsk med persillesovs. Eller er det? Det er det for nogle, og for andre er det ikke. Men hvilke værdier er det så, vi danskere ser som danske?

Danskhed er så mange ting, men noget, der er rigtig typisk dansk er refleksionen over, hvad der er typisk dansk, og refleksion over hvem vi er. Dette fænomen om danskernes refleksion over danskhed har Else Gress formuleret. ”Det er så typisk dansk at spørge til hvad der er typisk dansk”. Og det er nemlig så hamrende dansk at spørge til, hvad der er dansk. Når man søger på nettet, hvad der er typisk dansk, kommer der utallige artikler op om dette, og om den såkaldte danskhed. Vi danskerne tænker som ingen andre over, hvad det vil sige at være dansk, og hvornår man overhovedet er dansk. Vi reflekterer hele tiden over hvem vi er, og hvad der er specielt ved lige præcis os. Det er nok også derfor, debatten om danskhed fanger folk - fordi den handler om os og vores identitet.  Det er sjældent, at man går en uge uden at se et opslag eller en artikel, som i større eller mindre omfang omhandler danskhed. Selv i folkeskolen er danskhed blevet en del af undervisningen, så allerede her skal børn og teenagere tage stilling til det store spørgsmål om danskhed. Det skal undersøges, diskuteres, vendes og drejes, selvom vi aldrig kommer frem til ét facit. Jeg husker tydeligt, da jeg i folkeskolen skulle have om danskhed. I første omgang vakte det ikke ligefrem glæde hos mig. Jeg synes, det lød noget så kedeligt, og jeg tror endda, jeg himlede med øjnene. For vi vidste jo alle sammen godt hvad danskhed var. Det troede vi da i hvert fald. Vi havde hørt om det hundredesytten gange før: på nettet, i fjernsynet, fra vores forældre og jeg kunne blive ved. Det var måske også derfor, vi troede, at vi vidste åh så meget om dette emne. Men alligevel kunne ingen svare helt præcist på spørgsmålet om, hvad danskhed egentlig er, så vi fandt ud af, at danskheden var meget mere svær og udefinerbar end vi troede. Men måske var det også fordi, vi egentlig aldrig havde ledt efter en præcis definition, måske havde vi bare tænkt ”danskhed er danskhed”. Og er det egentlig ikke også bare det? Men alle tænkte så det knagede, og folk begyndte så småt at sige ting, som de mente var en del af danskheden, men ikke hvad danskhed var. Der blev nævnt ting såsom H.C Andersen, som flæskesteg, som den danske natur og demokrati. Alle sammen traditionelle danske værdier. Og selvfølgelig ytringsfriheden. Ytringsfrihed - det første som sprang ind i mit hoved, og nok også i de fleste andres. Ak ja, den store mægtige ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er for mange både den bedste og vigtigste værdi i det danske samfund. Allerede i 1849 fik danskerne ytringsfrihed, og på de knap 170 år ytringsfriheden har eksisteret, har den skabt hundredvis af konfliktikter på grund af misbrug af ytringsfriheden, som der så måske alligevel ikke var misbrug af ytringsfriheden? Fordi hvornår misbruger man ytringsfriheden? Og er der overhovedet en ytringsfrihed, hvis den ikke bliver misbrugt? Med dette mener jeg at kan man overhovedet være sikker på, at vi har ytringsfrihed, hvis det aldrig diskuteres, hvornår ytringsfriheden er blevet misbrugt? Når spørgsmålet om misbrug af ytringsfrihed stilles kan man ikke undgå at tænke på muhammedtegningerne. Verden over var muhammedtegningerne grundlag for krig, konflikt og kaos, og Danmark var ikke just populære. Muhammedkrisen satte vores ytringsfriheden på prøve, og den skabte kæmpe debatter. Debatterne gik på om muhammedtegningerne var ytringsfrihed eller ej, for er muhammedtegningerne egentlig et glimrende eksempel på ytringsfrihed, eller er det dybest set et eksempel på kraftig misbrug af ytringsfriheden? Ifølge grundloven overtrædes ytringsfriheden så snart, ytringer rammer en gruppe af personer - og muhammedtegningerne ramte mange muslimer, og så var muhammedtegningerne vel et brud på ytringsfriheden. Men kan man godt sige, at det var et brud på ytringsfriheden, når formålet med disse tegninger ikke var at krænke nogen, men derimod at vise, hvordan folk censurere dem selv i ren og skær frygt? Det kan diskuteres i al evighed, og der er både argumenter for og imod. Men et argument, der bliver der bliver ved med at poppe op i mit hoved er om retten til at bringe sådanne tegninger, skal have lov til at udøves så følgerne bliver, at vores alles sikkerhed og tryghed sættes under større pres end allerede den er i forvejen? Det er jo lige præcis det som ytringsfrihed handler om, og derfor er det er så svært at svare på, men danskerne vil i hvert fald gå meget langt for deres ytringsfrihed, for ytringsfriheden er en kæmpe brik i vores puslespil om danskhed.

En anden vigtig værdi i Danmark er tolerance. I forbindelse med ytringsfrihed spiller tolerance også en rolle. Hvis vi skal have ytringsfrihed, skal vi også have tolerance. Vi er nødt til at tolere andres ytringer, men dette betyder ikke, at vi behøver at være enige i dem, men derimod blot, at vi tolererer dem. Stik i mod forventningerne viste undersøgelser, at danskernes tolerance faktisk steg overfor muslimer under muhammedkrisen. Dette er igen et eksempel på, at før vi kan have ytringsfrihed, skal vi også have tolerance. Men er tolerance en så vigtig dansk værdi? En stor del af danskheden er tolerancen overfor homoseksuelle. Danmark og danskerne er kendte for vores tolerance af homoseksuelle, og det er kun en tolerance som stiger. Der er mange mennesker, som er imod homoseksualitet, og mener at vielser af homoseksuelle er forkert. For eksempel er Pia Kjærsgaard imod vielser af homoseksuelle, men hun tolererer dem stadig. Men hvorfor er danskerne så tolerante, hvis vi altså overhovedet er det? Det kan have noget at gøre med, at det ligger dybt i os og vores værdier at være tolerante overfor vores medmennesker. Danskerne har generelt en høj grad af tolerance overfor forskellighed, men det er selvfølgelig heller ikke sagt, at det er alle danskere, som er tolerante, for det er det langt fra.

Danskhed er defineret ud fra de danske værdier, men de danske værdier er forskellige fra individ til individ. For mig er danskhed den nationalfølelse, man får når nationalsangen ”Der er et yndigt land”, synges til landskamp, det er at spise jordbærtærte en varm sommerdag, mens dannebrog flager, men for mig er danskhed også at spise en shawarma efter en fest.  Jeg spurgte min 8-årige lillebror, hvad han troede danskhed var for noget. Først fik jeg et mærkeligt og undrende blik sendt i mod mig, hvor jeg straks begyndte at vente på det klassiske ”det ved jeg ikke”, men det fik jeg ikke, han sagde nemlig selvsikkert: danskvand og dronning Margrethe. Danskvand kan vi nok alle blive enige om ikke er en del af danskheden, men er dronning Margrethe en del af danskheden? Hun er i hvert fald dansk. For mange er dronning Margrethe og kongehuset er en vigtig dansk værdi, fordi kongehuset repræsenterer Danmark, og det danske fællesskab. For fællesskab, det er igen endnu en vigtig dansk værdi, og må dermed også være en del af danskheden. Det nationale fællesskab hviler på historien, kulturen og traditioner. Vores fællesskab er basis for mange ting i vores samfund, for eksempel vores demokrati. Og når det så er sagt, må vi aldrig tage det danske fællesskab for givet. Det skal passes og plejes, for ellers forsvinder det. Danskerne går så meget op i, hvordan vi hver især er specielle, i stedet for at gå op i hvad vi har tilfælles. Kongehuset er noget vi alle sammen har tilfælles, men alligevel er der mange, som synes, at kongehuset skal afskaffes. Kongehuset er da en del af grundlaget for det nationale fællesskab? Det nationale fællesskab er vigtigt, men så er kongehuset måske en værdi, der er ved at løbe ud i sandet? Måske er det fordi vi er blevet nærige, måske er det fordi vi har fået nye værdier, som også repræsentere det nationale fællesskab. Danskerne ændrer sig, og ligeså gør værdierne.

Når man snakker om danskhed, snakker man også om hvad det vil sige at være dansk. Og ja, hvad vil det så sige at være dansk? For mig er det at være dansk ikke det samme som at være dansk statsborger. At være dansk for mig er noget kulturelt, og så bliver det jo straks værre, for kultur er ikke sådan lige at definere. Kultur er vaner, adfærd, de uskrevne regler og normer, fordomme og værdier. I mine øjne er man dansk, når man føler sig en del af Danmark, den danske kultur og det danske fællesskab. Det betyder, at det langt fra er alle, der bor i Danmark, som er danske. Men man behøver vel heller ikke nødvendigvis være dansk for at bo i Danmark? En dansker kan da også flytte til Amerika, uden at behøve at blive amerikaner. Men man har stadig et ansvar for at blive en del af samfundet, og det er her problematikken ligger. For det nytter jo ikke noget at tage til et land, uden at prøve at blive en del af samfundet. Men hvem skal bestemme hvad det vil sige er dansker? Jeg mener, at det er forskelligt fra person til person, hvad man synes danskhed er. Den ældre generation har generelt et mere traditionelt syn på hvad der gør en dansk, mens den yngre generation generelt har et mere moderne syn på det at være dansk. Vi har hver især vores ide om, hvad det vil sige at være dansk er, og hvad danskhed er, og derfor bliver vi aldrig enige om hvad danskhed er, men vi kan nok alle sammen blive enige om nogle værdier, der repræsenterer Danmark. Så hvorfor er det så vigtigt at definere begrebet til punkt og prikke? Det burde vi måske spørge os selv om.