Danskhed?

At definere danskhed er lige så umuligt, som at forestille sig Danmark i en EM-fodbold finale for anden gang. Alligevel vil jeg gøre et forsøg. Om jeg som Richard Møller Nielsen, formår at gøre det umulige, må dog være op til den enkelte læser. At være dansk er ikke det samme, som at være dansk statsborger. Dét er en ren juridisk formalitet, der afgør, om du kan få statsborgerskab. At være dansk er langt mere abstrakt og kulturelt, og da kultur er noget uhåndgribeligt, er det straks vanskeligere at sætte ord på. Det er vaner, uskrevne regler, værdier og adfærdsmønstre der tilsammen går ind og påvirker, det Danmark vi kender. Og hvornår er man så en del af det?

Rent objektivt kan man sige, at en tilknytning til sproget og tilhørsforhold til landområdet er stærke markører. Dog er dette ikke altsigende, da der er så mange danske normer og traditioner, som gøre sig gældende.  Derfor bliver man også nødt til at have en subjektiv dimension til begrebet ”danskhed”. Jeg selv er af den opfattelse, at danskhed er et sæt traditioner, som vi danskere mere eller mindre ubevidst følger i vores hverdag, og som for nydanskere kan være svære at integrere sig under og dermed blive en del af. I min optik er danskheden, i alt det der er omkring os. Alt fra den gode tohjulede ven vi altid kommer omkring på, til faste vendinger og udtryk. Det er her, der og alle vegne og er hele tiden under udvikling.

Når man forsøger at bestemme et folkefærd, vil der altid være faldgrupper. Der vil altid være nogen der skiller sig ud, og nogen som tillægger sig andre værdier end en selv. Vi har alle værdier og vaner, som vi er stolte af og knap så stolte af.

Jeg selv er stolt af den sikkerhed, jeg hver dag er bevidst om. En sikkerhed der bliver forstærket af det danske velfærdssystem, og de medmennesker jeg har omkring mig. For hvis der er noget, det danske folkefærd er gode til, så er det at skabe tryghed. Hvilket jeg hver dag bliver bekræftet i. Selv tidligere i dag da jeg efter arbejde bevægede mig ned gennem Guldsmedgade i Århus, var jeg øjenvidne til denne tryghed, jeg så stolt fortæller om. En kvinde med en barnevogn og to indkøbsposer, var på vej ind i en opgang. To unge fyre kom gående forbi, begge med et skateboard under armen. Kvinden med barnevognen spurgte så de to unge fyre, om de ikke kunne hjælpe hende med barnevognen og de to indkøbsposer. Uden at tøve, tog de to unge fyr begge fat i barnevognen og hjalp kvinden ind i opgangen.  Denne lille episode var med til at indikere denne tryghed, og forstærke min opfattelse af den danske mentalitet. 

Efter oplevelsen kunne jeg dog ikke lade være med at spekulere på, om det to unge fyre havde hjulpet kvinden med barnevognen, hvis ikke hun selv havde bedt om det. Er det danske folkefærd kun hjælpsomme, hvis man selv opsøger hjælpen? Og hvis dette er tilfældet, hvad gør nydanskere så for at få den fornøden hjælp til at integrere sig, når de knap nok kan sproget?  En anden ting der slog mig, da jeg bevægede mig rundt i Århus midtby var, at mange af de lejlighederne jeg kom forbi manglede gardiner. Om der er et sammenhæng mellem de manglende gardiner, og den faktor, at man i Danmark selv skal opsøge hjælp, ved jeg dog ikke. Men jeg kunne dog ikke lade være med at tænke tanken, at det danske folkefærd måske er så opmærksomme på, ikke at overtræde hinandens personlige rum, at der ikke er behov for gardiner?  Jeg har heller aldrig oplevet at en person, jeg ikke kender, kommer og sætter sig på det ledige sæde ved siden af mig i bussen, hvis der har været et dobbeltsæde længere nede i bussen, som har været ledigt. Er dette typisk Dansk? Og er dette en del af den danske kultur? At være fremmede sky og forbeholdene. Hvis ja, så kan man vel næsten sige, at den danske kultur, gør det svært at integrere sig i landet og dermed blive en del af danskheden. Hvis danskheden altså er noget, man kan blive en del af.  For er danskheden ikke en individuel seance? Og er det Danmark vi kender ikke hele tiden under udvikling?

Nydanskere er vel også en del af den danske historie og derfor med til at præge danskheden. Danskheden er for mig en følelse og en adfærd, som jeg har svært ved at sætte i en boks. I det hele taget synes jeg at det at snakke om danskhed, og det at kategorisere et folkefærd, er typisk dansk. Som den danske forfatter Elsa Gress også siger "Det er så typisk dansk at spørge, hvad der er typisk dansk". Et spørgsmål ingen kan svare på, men alle gerne vil have svar på. Et spørgsmål, som er vigtigt for nationalfølelsen. For vi lever i en tid, hvor globaliseringen er på sit højeste, hvor udenlandske værdier præger de danske, og er med til at ændre dem. For nogen er dette lettere at forholde sig til end andre. Nogen higer efter at bevare det danske, mens andre nyder godt at den lokale shawarma. Den lokale shawarma, der med årene er blevet integreret i det danske køkken, og som har fundet sin plads ved siden af pizzaen, sushien, det gode baguette brød og den brune sovs med kartoflerne.

Det er nok de færreste, der går og tænker over, hvad og hvornår de gør noget, der er særlig dansk. Det er mest i situationer, hvor vi særligt er stolte eller flove over at være danske, at vi faktisk forholder os til danskheden. Som når vi vinder OL- guld, eller når vi ser danske skuespillere medvirke i store amerikanske film. Ved at være opmærksom på, hvad der er typisk dansk, og hvad det betyder, kan man også tage stilling til, hvad man synes om det. Der vil sandsynligt være nogle danske ting eller værdier, som man er mere begejstret for end andre. Nogle ting vil man kæmpe for at bevare, samtidig med, at man vil prøve at begrave andre.  For så snart man begynder at få øjnene op for danskheden, vil man opdage, at den er alle steder.  Man kunne spørge sig selv - er jeg en ”rigtig dansker”, som har styr på danskheden. Og dertil vil mit svar så være, at det er op til den enkelte. For danskhed er sådan en abstrakt størrelse, at man hverken kan omfavne den eller forholde sig til den. Så om mit indkast til en definition på danskheden er tilstrækkelig, afhænger af øjnene der ser. Da der ikke findes nogen juridisk formalitet til det at være dansker, men blot en masse forskellige holdninger og meninger.