Danskhed?
At definere danskhed er lige så umuligt, som at forestille sig Danmark i en EM-fodbold finale for anden gang. Alligevel vil jeg gøre et forsøg. Om jeg som Richard Møller Nielsen, formår at gøre det umulige, må dog være op til den enkelte læser. At være dansk er ikke det samme, som at være dansk statsborger. Dét er en ren juridisk formalitet, der afgør, om du kan få statsborgerskab. At være dansk er langt mere abstrakt og kulturelt, og da kultur er noget uhåndgribeligt, er det straks vanskeligere at sætte ord på. Det er vaner, uskrevne regler, værdier og adfærdsmønstre der tilsammen går ind og påvirker, det Danmark vi kender. Og hvornår er man så en del af det?
Rent objektivt kan man
sige, at en tilknytning til sproget og
tilhørsforhold til landområdet er stærke markører. Dog er dette ikke
altsigende, da der er så mange danske normer og traditioner, som gøre sig
gældende. Derfor bliver man også nødt
til at have en subjektiv dimension til begrebet ”danskhed”. Jeg selv er af den
opfattelse, at danskhed er et sæt traditioner, som vi danskere mere eller
mindre ubevidst følger i vores hverdag, og som for nydanskere kan være svære at
integrere sig under og dermed blive en del af. I min optik er danskheden, i alt
det der er omkring os. Alt fra den gode tohjulede ven vi altid kommer omkring
på, til faste vendinger og udtryk. Det er her, der og alle vegne og er hele
tiden under udvikling.
Når man forsøger at bestemme et folkefærd, vil der altid være faldgrupper.
Der vil altid være nogen der skiller sig ud, og nogen som tillægger sig andre
værdier end en selv. Vi har alle værdier og vaner, som vi er stolte af og knap
så stolte af.
Jeg selv er stolt af den sikkerhed, jeg hver dag er bevidst om. En sikkerhed
der bliver forstærket af det danske velfærdssystem, og de medmennesker jeg har
omkring mig. For hvis der er noget, det danske folkefærd er gode til, så er det
at skabe tryghed. Hvilket jeg hver dag bliver bekræftet i. Selv tidligere i dag
da jeg efter arbejde bevægede mig ned gennem Guldsmedgade i Århus, var jeg
øjenvidne til denne tryghed, jeg så stolt fortæller om. En kvinde med en
barnevogn og to indkøbsposer, var på vej ind i en opgang. To unge fyre kom
gående forbi, begge med et skateboard under armen. Kvinden med barnevognen
spurgte så de to unge fyre, om de ikke kunne hjælpe hende med barnevognen og de
to indkøbsposer. Uden at tøve, tog de to unge fyr begge fat i barnevognen og
hjalp kvinden ind i opgangen. Denne
lille episode var med til at indikere denne tryghed, og forstærke min
opfattelse af den danske mentalitet.
Efter oplevelsen kunne jeg dog ikke lade være med at spekulere på, om det
to unge fyre havde hjulpet kvinden med barnevognen, hvis ikke hun selv havde
bedt om det. Er det danske folkefærd kun hjælpsomme, hvis man selv opsøger
hjælpen? Og hvis dette er tilfældet, hvad gør nydanskere så for at få den
fornøden hjælp til at integrere sig, når de knap nok kan sproget? En anden ting der slog mig, da jeg bevægede
mig rundt i Århus midtby var, at mange af de lejlighederne jeg kom forbi
manglede gardiner. Om der er et sammenhæng mellem de manglende gardiner, og den
faktor, at man i Danmark selv skal opsøge hjælp, ved jeg dog ikke. Men jeg
kunne dog ikke lade være med at tænke tanken, at det danske folkefærd måske er så
opmærksomme på, ikke at overtræde hinandens personlige rum, at der ikke er
behov for gardiner? Jeg har heller aldrig
oplevet at en person, jeg ikke kender, kommer og sætter sig på det ledige sæde
ved siden af mig i bussen, hvis der har været et dobbeltsæde længere nede i
bussen, som har været ledigt. Er dette typisk Dansk? Og er dette en del af den
danske kultur? At være fremmede sky og forbeholdene. Hvis ja, så kan man vel
næsten sige, at den danske kultur, gør det svært at integrere sig i landet og
dermed blive en del af danskheden. Hvis danskheden altså er noget, man kan blive
en del af. For er danskheden ikke en
individuel seance? Og er det Danmark vi kender ikke hele tiden under udvikling?
Nydanskere er vel også en del af den danske historie og derfor med til at
præge danskheden. Danskheden er for mig en følelse og en adfærd, som jeg har svært
ved at sætte i en boks. I det hele taget synes jeg at det at snakke om
danskhed, og det at kategorisere et folkefærd, er typisk dansk. Som den danske
forfatter Elsa Gress også siger "Det
er så typisk dansk at spørge, hvad der er typisk dansk". Et spørgsmål
ingen kan svare på, men alle gerne vil have svar på. Et spørgsmål, som er
vigtigt for nationalfølelsen. For vi lever i en tid, hvor globaliseringen er på
sit højeste, hvor udenlandske værdier præger de danske, og er med til at ændre
dem. For nogen er dette lettere at forholde sig til end andre. Nogen higer
efter at bevare det danske, mens andre nyder godt at den lokale shawarma. Den
lokale shawarma, der med årene er blevet integreret i det danske køkken, og som
har fundet sin plads ved siden af pizzaen, sushien, det gode baguette brød og
den brune sovs med kartoflerne.
Det er nok de færreste, der går og tænker over, hvad og hvornår de gør
noget, der er særlig dansk. Det er mest i situationer, hvor vi særligt er
stolte eller flove over at være danske, at vi faktisk forholder os til
danskheden. Som når vi vinder OL- guld, eller når vi ser danske skuespillere
medvirke i store amerikanske film. Ved at være opmærksom på, hvad der er typisk
dansk, og hvad det betyder, kan man også tage stilling til, hvad man synes om
det. Der vil sandsynligt være nogle danske ting eller værdier, som man er mere
begejstret for end andre. Nogle ting vil man kæmpe for at bevare, samtidig med,
at man vil prøve at begrave andre. For
så snart man begynder at få øjnene op for danskheden, vil man opdage, at den er
alle steder. Man kunne spørge sig selv -
er jeg en ”rigtig dansker”, som har styr på danskheden. Og dertil vil mit svar
så være, at det er op til den enkelte. For danskhed er sådan en abstrakt
størrelse, at man hverken kan omfavne den eller forholde sig til den. Så om mit
indkast til en definition på danskheden er tilstrækkelig, afhænger af øjnene
der ser. Da der ikke findes nogen juridisk formalitet til det at være dansker, men blot en masse
forskellige holdninger og meninger.
Der kan arbejdes lidt med indledningen, hvor du hurtigere kan "fange din læser" ellers er det en rigtig fin tekst med mange spændende refleksioner og et par gode showing-eksempler, der uddyber og forklarer
SvarSlet