tirsdag den 10. oktober 2017

Danskhed


Danskhed?
Danskhed. Hvad er det overhovedet og hvem har lov til at udtale sig om dette? Hvem er danske og hvordan bliver man dansk? Danskhed er et ord som bruges mere og mere i den offentlige debat, men hvad betyder det egentlig? Danskhed er, hvad jeg vil mene alt det, som er særligt dansk. Det kan være alt fra vores mad, for eksempel rugbrød, flæskesteg med brun sovs, eller rød grød med fløde, til vores samfundsopbygning bestående af et demokrati og en stor velfærdsstat. Danskhed er noget, som jeg synes er meget subjektivt, selvom vi selvfølgelig kan finde en række ting, som de fleste af os mener er danske. 

Jeg mener at danskheden bygger på en række værdier, som vi danskere har til fælles. Det er værdier, som fællesskab, lighed og solidaritet. Disse kommer til udtryk især i vores velfærdsstat, som gør, at vi alle har lige muligheder for uddannelse og, at dem der ikke kan klare sig selv får hjælp. Det udtrykkes bl.a. også i vores skolesystem, hvor jeg selv har fået opfattelsen af, hvor stor fokus der er på, at have et velfungerende fællesskab. Jeg vil mene at disse tre værdier, fællesskab, lighed og solidaritet, alle er positive, men ikke alle vil nødvendigvis have den holdning.

Ser man f.eks. på V. S. Naipaul, er han ikke helt enig. ”Da du interesserer dig for rædselsvækkende steder, kan jeg anbefale dig Danmark. Ingen sulter. Alle bor i små, pæne huse. Men ingen er rige, ingen har chancer for at leve et liv i luksus, og alle er tilsvarende deprimerede. Alle lever i deres velordnede celle med deres danske møbler og deres vidunderlige lamper, uden hvilke de ville blive sindssyge. ” (V. S. Naipaul i et brev til Paul Theroux). Her giver han tydeligt udtryk for, at Danmark er et forfærdeligt sted. Grunden til dette er lighed, og dermed manglende muligheder for selvrealisering. Han taler om at ingen sulter, og at alle bor i pæne huse. Han giver det en negativ ladning, som om at det skulle være dårligt, at befolkningen lever på nogenlunde lige vilkår. Han siger, at ingen kan være rige. Her hentyder han til vores skatte system som indebærer, at vi betaler en høj skat for til gengæld at få nogle andre muligheder. Denne høje skat er forbundet med vores velfærdsstat, hvilket er noget mange vil forbinde med Danmark.

Noget andet som mange vil forbinde Danmark og danskheden med hører til i vores fortid. Vores tid som vikinger. Dengang var danskerne stærke og magtfulde, vi rejste rundt og erobrede lande, sådan er det ikke mere. Nu er Danmark et lille land uden nogen stor magt, hvilket også er blevet til et kendetegn. Danskheden har på dette punkt ændret sig lidt. Det at faktum danskheden er i udvikling er et emne som fylder meget i dag.

Mange mener at danskheden er truet af globaliseringen, indvandringer og flygtninge, som medfører, at der kommer mennesker med en anden kultur til Danmark. Denne skepsis overfor nye kulturer var noget man så i 1990 bl.a. da der ankom et stort antal flygtninge og indvandrere til Danmark. De skulle integreres og blive ’’danske’’, men dette var ikke helt let. Det har fået konsekvenser, som vi stadig mærker i dag.  Man taler om, at mange indvandrere bor i områder uden ’’rigtige’’ danskere, og nogen mener, at de ikke kan integrere sig, som ’’rigtige’’ danskere. Men hvad vil det egentlig sige at være ’’rigtig’’ dansk? Dette er et spørgsmål, som skaber stor debat. Nogen mener, at man kun er dansk, hvis man er født i en dansk familie og dermed har danske rødder. Andre mener, at man kan blive dansk. Nogen mener at man først er rigtig dansk, hvis man kan bestå statsborgerprøven. Denne statsborgerprøve indeholder en lang række spørgsmål om Danmarks historie og det danske samfund. Det er spørgsmål, som selv dansk fødte mennesker kan have svært ved, at svare på. Så betyder det, at vi sætter barren for, hvornår man kan kalde sig dansk for højt?

Jeg mener ikke selv, at man nødvendigvis skal være født i en dansk familie eller bestå en prøve, for at have en følelse af, at være dansk og kalde sig dansk. Jeg er ikke født i Danmark, ligesom mange andre mennesker i Danmark heller ikke er. Det er mennesker med en dansk identitet og en identitet fra et fremmed land, de har en bindestregsidentitet. På trods af at jeg ikke er 100% dansk, ser jeg stadig mig selv som værende dansk. Er det ikke også muligt at høre til i to lande?

Danskhed er noget, som jeg kan se overalt i samfundet og det kan ikke undgås. Jeg ser danskhed så snart, jeg går uden for en dør. Mennesker som i regnvejret kommer kørende på deres cykler, Dannebrog som vajer i den friske vind og de røde postkasser, som står rundt om i de små byer. Disse ting er, hvad jeg vil kalde typisk danske, og dem kan man da ikke bare ændre på? Det er faktorer, som man ikke altid tænker på i sin hverdag, men de er der altid.

Danskheden er ikke noget som er kommet fra den ene dag til den anden. Den er kommet med tiden helt tilbage fra Romantikken, hvor begrebet for første gang rigtigt opstod. Her så man på danskheden med en stor stolthed. Man forbandt den med vores storhedstid, som vikinger, og med vores guddommelige natur. Alt dette kom til udtryk i vores kunst, litteratur og musik. I kunsten lavede malerne billeder, som fokuserede på det guddommelige i den danske natur. Det betød, at man oftest lavede en lav horisontlinje, for at symbolisere at gud var i himlen. Man malede guddommeligt lys, som også repræsenterede Gud. I litteraturen skrev man også historier, hvor Gud havde en stor rolle, for eksempel Klokken af H.C. Andersen fra 1845. Denne historie er et eventyr, som først og fremmeste handler om at finde Gud. De malerier og eventyr, som blev lavet i Romantikken er blevet kendetegn for Danmark og danskheden. I musikken kan man nævne vores nationalsang, Der er et yndigt land skrevet af Adam Oehlenschläger i 1819, som et eksempel. Sangen beskriver Danmark, som et idyllisk land, f.eks. som yndigt, med brede bøge og med bakkedale. Denne sang er en, som alle danskere kender. Sangen er en af ting, som man vil kalde danskhed. Den spilles altid til lejligheder, hvor vi skal være ekstra opmærksomme på vores nationalitet og fædreland. Det kan for eksempel være ved landskampe, her holder danskerne sammen, og man udtrykker sin nationale stolthed. Man klæder sig ud i de røde og hvide farver, og dyrker fællesskabet, det er en tradition. 

I forhold til traditioner er der i forbindelse med julen altid en masse traditioner i næsten alle danske familier. Det er der også i min og det er nogle, som jeg forbinder meget med danskhed. Vi ser julekalender, spiser risengrød og spiller pakkeleg alt i løbet af december måned. Julekalender er noget, som man ikke har i andre lande end de nordiske. Julekalenderen er med til at samle mennesker, og sætte fællesskabet og hyggen i fokus. Hygge er et andet ord, som er meget dansk. Man har ikke ordet i andre lande, derfor er det en del af de værdier, som er forbundet med danskheden. Noget som jeg synes også kendetegner danskheden er dronningen og kongefamilien. Dronning Margrethe er symbolet for Danmark ud ad til. Hun er en betydelig del af Danmark, på trods af at hun ikke har nogen stor politisk indflydelse i landet. Hun er en del af de danske traditioner. Hvert år holder hun en nytårstale, som formår at samle en stor del af danskerne.  

Alt i alt er danskheden noget, som mange gerne vil udtale sig om i nutidens Danmark. ’’Det er typisk at tale om, hvad der er typisk dansk’’, det samler danskerne. Når man definerer danskheden kan det være svært at sige præcist, hvad det er. Det er subjektivt, hvad man forbinder med danskheden, selvom vi nok alle kan blive enige om et par ting. Et øget behov for at definere, hvad der er dansk, kan skyldes at mange med fremmede kulturer er kommet til Danmark i de sidste år. Der er mange danskere, der er bange for, at de danske værdier og danskheden trues. De danskere ønsker at bevare nogle af de gamle danske værdier, som har været i os gennem mange år.                   

1 kommentar:

  1. Et fint essay, der kommer bredt omkring: Jeg kan godt lide, at du er i stand til at forholde dig til historien, litteraturen og vores poltiske system, samtidig med at man tydeligt mærker det reflekterende jeg.

    SvarSlet