Dansked?

Danskhed?

Hvornår tilhører man et land, og hvornår er man en del af det? Alle mennesker har brug for et sted at høre til, men hvad gør man, når det der før var ens hjem, er et land i ruiner eller et land fyldt med fremmede udlændinge? Det er et af de mest debatterede emner verden rundt i dag, og det viser sig at være et spørgsmål, der ikke bliver mindre med tiden. Siden 90’erne har dette spørgsmål også bredt sig til vores lille land, og det er ikke bare en politisk debat, men et spørgsmål der har spredt sig til hele befolkningen. Et spørgsmål der ikke bare påvirker vores samfund, men også stiller spørgsmålstegn ved danskheden, og skaber tvivl om, hvad det vil sige at være dansker. Selvfølgelig er det ikke kun indvandringen og flygtningekrisen, som sætter spørgsmålstegn ved danskheden. Andre faktorer, som globaliseringen og udvidelsen af internettet, er også med til at true danskheden og den enkelte danskers liv. Dog mener jeg, at flygtningekrisen især har noget at sige om den enkelte dansker og den enkeltes danskers definition af danskheden. Men hvad vil det egentligt sige at være dansker, og hvad er danskheden egentligt? Elsa Gress er en af de danskere, som har reflekteret over, hvad det vil sige at være dansk, og hendes svar er simpelt. ”Det er så typisk dansk, at spørge hvad der er dansk.”

Det kan godt være, at det er typisk dansk at spørge hvad der er dansk, men jeg har aldrig rigtigt stillet spørgsmålstegn ved danskheden tidligere i mit liv. Måske er det fordi, jeg har været ung, og det ikke har spillet en rolle for mig, men selv i dag betyder det egentligt ikke så meget for mig, hvad der er dansk, og hvad der ikke er dansk. Jeg er en del af den nye unge generation, som er vokset op i den globaliserede og digitale verden. Flygtninge, McDonald’s og internationale sociale medier, som Facebook, Twitter og Instagram er noget, jeg er vokset op med og er vant til. Jeg har aldrig oplevet, hvordan det har været uden disse ”uomgængelige” ting, og derfor er det også svært for mig at sætte mig ind i, at en del af den danske befolkning siger, at flygtninge og globaliseringen truer danskheden. Der var dog en dag, hvor spørgsmålet om danskeden strejfede mig. Det var en ganske normal dag for omkring et halvt år siden, hvor jeg sad i en spansktime på mit gymnasium, og kedede mig. Jeg sad derfor på Facebook, som vi unge nu gør når vi keder os, og frem på skærmen, dukkede der en artikel op fra Politikken, ”Her er testen: Prøv, om du kan blive dansk statsborger”. Jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at prøve, og var egentligt også meget overbevist om, at jeg ville bestå uden det store besvær, men sådan blev det ikke. Jeg har svært ved at forstå hvorfor jeg, som har boet i Danmark hele mit liv, er født af danske forældre og altid har set mig selv som dansker, ikke kan bestå testen om at blive dansk statsborger. Ja, det var lige før, jeg tvivlede på, om jeg var dansker. Testen bestod hovedsageligt af spørgsmål om den danske historie, kultur og litteratur, som jeg egentligt burde at kunne ud og ind efter snart 13 års skolegang og 18 år i Danmark.

Vi er i Danmark et stolt folk, der er meget begejstrede for vores præstationer og vores historie. Jeg kan da godt se, at det er vigtigt at vide hvor man kommer fra, og hvorfor tingene er, som de er i dag, men måske er vi for stolte når det kommer til vores nationalitet. Danmarks historie, litteratur og kultur er noget der stikker dybt i mange danskere, og det afspejler sig selvfølgelig også i mig selv. Jeg er da også stolt over at være dansker, når jeg for eksempel synger med på nationalsangen ”Der er et yndigt land” inden landsholdet spiller kamp, ser på vores velfærdssystem og sikkerhedsnet, som sikrer os en af de bedste levestandarder i verden, eller ser Mads Mikkelsen i James Bond filmen ”Casino Royal”. Men alt dette er jo en følelse, som jeg har. Det er ikke sikkert, at andre danskere bliver stolte over de samme ting som mig, eller føler sig danske i de samme situationer som mig. Man må i hvert fald sige, at vi danskere på den ene eller anden måde er stolte over det, vores lille land Danmark er blevet til i dag, og det vi præsterer. Men jeg tror, at interesserne for vores land, og det at være dansker, er meget forskellig fra person til person. Jeg ser for eksempel anderledes på danskheden, end mine bedsteforældre ser på danskheden. Derfor virker det også forkert, at opstille en test, som skal afgøre om man kan være dansk statsborger.

Efter jeg havde taget testen, undrede jeg mig over, om det bare var mig, der ikke havde lyttet efter i dansk- og historietimerne Jeg spurgte derfor rundt i min vennekreds, om der var andre, der havde prøvet at tage testen. En af mine venner havde taget testen, som en obligatorisk del af sin undervisning, og han fortalte, at langt over halvdelen af klassen heller ikke havde bestået. På en måde blev jeg lettet, da jeg så ikke var den eneste, der havde fejlet testen, men på den anden side kom jeg til at undre mig over, hvordan så mange ”dannede” danske unge ikke kunne bestå denne danskertest. Måske har vi unge bare et andet syn på det at være dansker? Det kan godt virke kontroversielt at sige, men jeg føler mig næsten mere dansk, når jeg spiser en kebab i stedet for en ribbenssandwich efter en tur i byen. Det betyder ikke, at jeg ikke værdsætter flæskesteg og stegt flæsk med persillesovs og andre traditionelle værdier, men det betyder, at det ene ikke skal udelukke det andet. Jeg er sikker på, at der vil være mennesker, der mener, at det er en skændsel mod danskheden. At en kebab er udenlandsk og forkert. Det er ikke fordi, jeg prøver at opdele danskerne i de unge danskere og de ældre danskere. Selvfølgelig er der også nogle unge, der ikke synes det at spise kebab er dansk, og nogle ældre der mener det modsatte. Det jeg prøver at sige er, at jeg synes, det er forkert at klandre nogen, fordi de har et andet syn på det at være dansker. Det burde ikke gøre mig mindre dansk, at jeg tillægger det at være dansker nogle andre værdier end andre.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må være at være indvandre eller flygtning og komme til et land, hvor der er nogle helt andre værdier, end dem man er vant til hjemmefra. Der er et nyt sprog, en ny kultur, og en ny historie. Det virker urimeligt, at man så skal kunne bestå en test, som selv de danske unge og måske endda også ældre ikke kan gennemføre. Det kan godt være, jeg ser negativt på testen og synes den er overfladisk, men samtidig kan jeg også godt se, at Danmark ikke bare kan give alle indvandrer og flygtninge dansk statsborgerskab. Selvom globaliseringen har slørret landegrænserne, skal der vel stadig være en grænse, før man kan have et land og dermed også have en nationalitet. Det er heldigvis ikke op til mig at bestemme, hvem der kan blive dansk statsborger, og hvem der ikke kan. Jeg synes bare, at der desværre er en tendens til at kritisere de få indvandrere, som faktisk kommer igennem testen. De forskellige kulturer og værdier der kommer til vores land på grund af flygtningekrisen og globaliseringen, bliver set som udanske og direkte farlige for vores samfund af en stor del af befolkningen. Vi bliver nødt til at acceptere, at globaliseringen og flygtningekrisen er sket og fortsat udvikler sig, og indse at de danske værdier hermed også udvikler sig. Hvis de danske værdier ikke havde udviklet sig igennem tiden, ville vi jo stadig tage på vikingetogter og plyndre og stjæle fra andre. Det er måske en ekstrem sammenligning, og selvfølgelig skal man ikke opgive de værdier, man som individ tillægger Danmark. Jeg mener bare, at man ikke skal lukke ned fra alle andre værdier, der kommer til vores land og agerer overlegent og arrogant. Det ene ikke skal udelukke det andet, og vi bliver nødt til at indgå i den krævende dialog, som er nødvendig, for at få det mere multikulturelle samfund til at fungere. Det er altid let at finde eksempler på, at tingene ikke fungerer, og det er også lettere, at skyde skylden på ”de andre”. Men er det ikke lige så meget vores skyld, at situationen er som den er i dag? Selvom en stor del af befolkningen tager ansvar for integreringen, er det langt fra alle, der kan acceptere og tage ansvar for den nye befolkningsgruppe i Danmark. Nadia Nadim er et eksempel på en integreret dansker, som er blevet mødt af både omsorg og støtte, men også had og hindringer. I dag er hun en af de dygtigste kvindelige fodboldspillere i Danmark, som endda er spiller for det danske landshold. Alligevel kan en dansk politiker fra Dansk Folkeparti alligevel ikke lade være med at kalde hende en udlænding, selvom hun er dansk statsborger, og vigtigst af alt føler sig dansk. Hun siger i hvert fald, ”Jeg er her for at blive, og det bliver nok svært at lave om på.” Det viser bare, at hudfarve og religion tydeligvis spiller en rolle for nogle danskere, i debatten omkring hvad det vil sige at være dansker. Jeg forstår til dels, de fordomme man kan have til den nye danske befolkningsgruppe, men mener dog, at vi skal lade være med at generalisere og lade fordommene tage overhånd. Jeg kan ikke forstå hvordan noget så overfladisk, som hudfarve og religion kan spille en rolle, i debatten omkring det at være dansker. En af kerneværdierne i Danmark er lige præcis religionsfrihed og ytringsfrihed. Selvfølgelig har politikeren fra Dansk Folkeparti ret til sin udtalelse. Men i sådan en udtalelse skal man kunne stå til ansvar for sin ytring. Det lyder rimeligt i mine øre, men det lyder derimod ikke rimeligt, at man kan stilles til ansvar for sin hudfarve. Det gør jo ikke Nadim og tusindvis af andre integrerede danskere mindre danske, at de oprindeligt kommer et andet sted fra i verden. Også selvom de har en anden religion end størstedelen af befolkningen.

Ifølge Elsa Gress er det altså typisk dansk, at spørge hvad der er dansk. Men hvorfor skal vi overhovedet spørge, hvad der er typisk dansk? Danskheden er lige præcist et omdiskuteret emne, fordi der ikke findes et endegyldigt svar på, hvad danskheden er. For hvem skal bestemme, hvad det vil sige at være dansker? Kan en test i Danmarks historie, litteratur og kultur afgøre om man er dansk eller ej? Det tror jeg ikke, og jeg tror ikke, at der er nogen der kan bestemme, hvad det vil sige at være dansker. Jeg tror, at det er forskelligt fra person til person hvad der er dansk. Hvis danskertesten skal definere om man er dansker eller ej, ville vi lige pludseligt få et meget mindre samfund. Jeg har min idé om, hvad der definerer en dansker, og alle andre har deres egen idé, om hvad der definerer en dansker. Jeg tror på, at danskheden implicerer individets følelse af at høre til i en nation, og derfor er forskellig fra alle. Vi burde acceptere, at Danmark og verden ændrer sig, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er dansk, og diskutere hvad danskhed er. Men måske er det bare så typisk dansk at spørge, hvad der er dansk?