De levende døde

En fortælling om indvandre, danskere og mangel på empati

Stykket starter med at introducere os til en mand, en dame og en ung kvinde, alle er smurt ind i olie med sorte pupiller. Efter lang stilhed og langsomme bevægelser siges de første ord. De snakker om flygtningestrømmen og hvordan man ikke føler empati for flygtningene, alt sammen i en langsom monoton stemme. Stykket skifter scene et par gange, hvor lyset ændres. Første ”nat” går der flygtninge rundt i burka. Anden ”nat” snakker manden og damen om hvem den unge kvinde er, hvorefter hun kommer ind på scenen, hiver indvolde ud fra bukserne og falder om. Tredje ”nat” tager kvinden sin blonde paryk af, sin top af og sine sorte pupiller ud. Hun bliver afsløret som en indvandre og bliver gentagende gange skudt af manden, men hun rejser sig igen efter hvert skud.

”The Living dead” er en dystopisk og surrealistisk fortælling, der foregår på en lille scene på Århus Teater. Teaterstykket starter akavet ud, og de først 10 minutter får man det psykisk dårligt, da der ikke foregår noget på scenen ud over stanken af oliestegt sild, der spreder sig ud i det klaustrofobiske rum, hvor sanser kommer på spil. Skuespillerne har glinsende hud og barbieagtige dukkeparykker og enorme pupiller, der skaber associationer til hvad der ligner zombier og mumier. Problemet om monstrene der kommer ind til Europa fra Mellemøsten kommer til udtryk igennem en dødkedelig monoton og langsom stemmeføring. Som tilskuer bliver man trukket med i handling, da det virker autentisk med lugten fra de stegte sild, og man er nødt til at forholde sig og tage stilling til flygtningekrisen og individet selv. Det tunge emne om flygtningekrisen gøre at man som tilskuer bevæger sig urolig og man har lyst til at flygte, da stykket sætter sig fysisk i tilskuerne. Christian Lollikes kritiserer individets mangel på empati og næstekærlighed, og det kommer til udtryk, da karakterene i stykket er glatte og glinsende, hvilket symboliserer at de er ligeglade med flygtninge. Som tilskuer kommer man til at tage stilling til om vores samfund allerede er ramt af den smitsomme empatiforstyrrende epidemi.

Jeg synes stykket gør et rigtigt arbejde med at skabe suspence og skabe en ubehagelig atmosfære. De langsomme bevægelser og sorte pupiller gør personerne lidt umenneskelige, man ved aldrig hvad der sker næst. Stykket trækker lidt ud i starten, hvor der næsten ikke er nogen handling, men man når aldrig helt at kede sig, da de lige pludseligt begynder at råbe af hinanden, og derefter bliver det bare mere og mere underligt, grænseoverskridende og klamt, mens tempoet sættes op. Alt i alt er det et godt stykke, der bliver spillet fantastisk.

4/5