Hvad skal man stille om med de blodige og uhyggelige billeder der har overtaget vores tv og udfordrer vores selvopfattelse som moderne mennesker med medfølelse? Og hvad gør man når de pludselig banker på vores dør?
I et helt normalt dansk hjem Under et måltid snakker
tre voksne danskere, to kvinder og en mand, meget akavet og langtrukkent om
flygtningekrisen. De har alle tre svært ved at sætte sig ind i flygtningene.
Denne diskussion ender så med at vare over flere dage. Hjemmet er præget af en
dystopisk stemning der understreger det gennemgående civilisations- og menneskekritiske
perspektiv på problematikkerne.
Christian Lollike giver med sin forestilling ”Living dead”
publikum en unik in-your-face oplevelse, der stinker af sild og gør os alle til
mordere. Stykket er sat op på stiklingen, der er en af de mindre scener i Århus
teater, publikum sidder tæt og der er ikke højt til loftet, publikum bliver
hurtigt til en klaustrofobisk masse. Stykket går i gang. Eller gør det? De
første ti minutter foregår i tavshed. Skuespillerene ænser ikke publikum men
kaster sig blot ud i tilberedning af fisk. De monotome handlinger udføres med
en udtalt nænsomhed, det langsomme tempo og de tomme øjne depriverer
handlingerne for mening. Når endelig dialogen går i gang, er den lige så tom
som stilheden. Hovedpersonerne forsøger at forholde sig til flygtningekrisen og
vores samfund, men apatien tager over og samtalen ender i fragmenterede
indadvendte konstateringer. Dialogen mellem hovedpersonerne har til formål at
ramme de forskellige underlæggende holdninger og reaktioner på
flygtningekrisen, vi har i Danmark. Samtalen overmiddagsbordet afbrydes af
forskellige levende billeder: Burka jul, druknende flygtninge, selvforsvar,
humørsyge negere, et modtagelsescenter og en krig under opsejling. Disse afbræk
fungerer som kommentarer på dialogen, og henvender sig til publikum. Her får de
os til at føle frygt, glæde og skyld, publikum forvandles til flokdyr når alle
pludselig klapper under stykket og til mordere når en tilfældig person får en
pistol i hånden.
Vurdering
”living dead” er
en følelsesmæssig rutsjebane, der ikke kun får publikum til at forholde sig til
samfundssituationen og flygtningekrisen, men også til sig selv som individer og
mennesker.
Christian Lollike slår til hvor fjernsynet fejler og hiver
publikum med ned under middelhavsvandet. Ligesom bølgerne vælter ind over flygtningene, oversvømmes man til tider som publikum af sanseindtryk og indforståede pointer, der kan gøre det svært at holde hovedet oven vande under hele stykket
🚽
Ingen kommentarer:
Send en kommentar